Hjernens dirigent – Frontallapperne og den civiliserede bevidsthed
Elkhonon Goldberg
295 sider
Psykologisk Forlag, 2002-10-16
At befinde sig i spændingsfelter er interessant, for det sætter perspektiver og minder os om, hvor "krøllet" og nuanceret verden er. Og spændingsfelter er hvad hjerneforskeren Elkhonon Goldberg, klinisk professor i neurologi, på mange måder arbejder med, hvilket han fornemt demonstrerer i sin nye velskrevne bog om hjernen og dens gådefulde frontallapper.
Goldberg arbejder med neuropsykologi og kognitionsforskning og derfor er manuskriptet først og fremmest spændt ud imellem neurologi og psykologi, hvilket samtidig vil sige imellem naturvidenskab og hermeneutik. Det er et naturligt omdrejningspunkt for en bog der har sat frontallapperne, eller det præfrontale cortex som det også kaldes, på dagsordenen, for det er netop dette område i hjernen der har en overordnet og koordinerende funktion for resten af hjernens komplekse arbejde, bl.a. omkring beslutningsprocesser. Goldberg holder sig bogen igennem til "orkesteranalogien" når han billedliggøre hjernen, og i den forbindelse er frontallapperne hjernens dirigent, deraf bogens hovedtitel.
På trods af frontallappernes vigtighed, bl.a. at være sædet for vores personlighed og derfor det der gør dig til dig og mig til mig, hører det stadig til det mest uudforsket område i hjernen. Men gennem de sidste 20 år har hjerneforskningen vristet flere og flere hemmeligheder fra frontallapperne, og Goldbergs bog fanger godt op omkring den nye viden og status i dag. Men han går også videre og danner endnu et spændingsfelt mellem det faktuelle og det spekulative, idet han flere steder kobler sin neuropsykologiske viden med spekulationer over, dels hvorfor mennesket har sine neuropsykologiske særpræg (i nogle tilfælde noget naturen har udstyret dem med), dels hvad der kan ligge at vente på forskerne i den nærmeste fremtid. Det er ikke sikkert han får ret i sine forestillinger, men under alle omstændigheder virker det som et forfriskende pust i bogen.
En af Goldbergs mere spetakulære hypotese er hans neuropsykologiske argumentation for, at venstrehåndede kan opfattes som "innovationssøgende kulturelle rebeller, hvis tilstedeværelse er afgørende for samfundsmæssig grøde og udvikling, men deres andel af befolkningen skal holdes relativt lav, hvis samfundet ikke skal miste sin kulturelle forankring" (side 131). Argumentationen, som Goldberg slipper overraskende godt fra, hænger sammen med hemisfærespecificitet og –dominans, da venstre hjernehemisfære (som højrehåndede i de fleste tilfælde har som dominant hjernehalvdel) er præget af rutineopgaver, hvorimod højre hemisfære (og dermed en øget sandsynlighed for at være venstrehåndet) arbejder med nye og ukendte opgaver.
Et tredje spændingsfelt som Goldberg kommer ind på, er den interessante debat om hjernens organisationsprincip, en kamp mellem modulteori og det neurale netværk. Er hjernen bygget op som små enkeltstående moduler med hver deres funktion, eller er det nærmere at betragte som et stort sammenhængende netværk. Forskningsresultater taler for både det ene og det andet, og så er man jo lige forvirret, men som Goldberg bruger en del sider på i bogen må skillelinien dreje sig om, hvilket niveau af kompleksitet man anlægger i sine betragtninger på hjernen, hvor hjernens organisationsprincip glider fra modulopbygningen (fx i forbindelse med perception) til netværksfunktionen (fx i forbindelse med kognitionen). Igen slipper han fornuftig fra en plausibel og forståelig forklaring med bidrag fra den seneste hjerneforskning og sit eget "gradientprincip". Under alle omstændigheder viser frontallapperne sig som indehaver af den vigtige overordnede funktion der "får det hele til at køre" i hjernen.
Det sidste spændingsfelt der skal fremhæves her, er dels mellem forskeren Goldberg og mennesket Goldberg. Det er samtidig en beretning om spændingen mellem øst og vest i koldkrigstiden, for Goldberg er født i Riga og uddannet på Moskva Universitet, hvor selveste Alexandr Luria var hans lærer og mentor, men valgte senere at flygte til vesten, hvor han bosatte sig i U.S.A. Goldberg risikere ved at inddrage sit eget liv i bogen, at sætte sig mellem to stole: Er det en bog om frontallappernes betydning for hjernen, eller er det en neuropsykologs erindringsbog og selvbiografi, men hvor er det dog forfriskende at møde mennesket bag hjerneforskeren og stifte bekendtskab med hans hudløse ærlige meninger om det daværende Sovjetunionen, hvor partiet holdte intelligensiaen i et jerngreb. Her havde forskningen trange kår, hvis der viste sig nye veje, der ikke passede ind i partiets tanker eller prioriteringer.
Det folder hjerneforskningen ud i nogle dimensioner, som oftest søges skjult fordi det inddrager det subjektive i en verden der stræber efter det objektive. Det giver imidlertid bogen et gear mere, og får en næsten Oliver Sachs agtig drejning, hvilket bestemt klæder bogen (samme Sachs er i øvrigt Goldbergs gode ven, og har skrevet forordet). Så tilgiver man, at Goldberg af og til gentager sig selv flere gange, og må vende tilbage til tidligere afsnit, hvilket en strammere redigering ville have fanget, til gengæld forstår jeg ganske enkelt ikke, at forlaget vil være bekendt at bruge de kantede og klodsede illustrationer af hjernen, som er gennemgående. Bogens indhold og Goldberg fortjener langt bedre grafik.
Peter Thybo (venstrehåndet)