Hvorfor sukker er farligt - Den søde, skjulte gift.
Forfatter: Kathleen DesMaison
215 sider, hæftet. Pris: 99 kr.
Prøv at udelade alt sukker fra det du spiser og drikker i blot nogle dage, og du vil hurtigt opdage, hvor afhængig din krop er blevet af det søde produkt! Susanna Ehdin skriver i Det selvhelbredende menneske - "Sandheden er, at sukker er et stof, som er lige så vanedannende som nikotin og heroin. Sukkeret er også et giftstof med skadelige virkninger på kroppen'. Vi når blot sjældent at registrere sukkerets forførende virkning for det er de færreste, der seriøst forsøger at holde op.
Men ganske meget tyder på, at sukker er en af de helt store syndere i det moderne menneskes livsstilssygdomme. Naturligvis er løsningen ikke kun at fjerne sukkeret og så er alle problemer løst, men ifølge Kathleen DesMaison kan vi komme rigtig mange helbredsproblemer og humørsvingninger til livs, hvis vi tager det faktum alvorligt, at sukker blander sig med vores krops kemi, påvirker blandt andet koncentrationen af sukker i blodet samt serotin- og betaendorfinniveauet i hjernen, og dermed skaber både afhængighed, helbredsgener og humørpåvirkninger.
Mange hjerneskadede reagerer med aggression og irritabilitet, og det er tankevækkende at se på om det mon også har med kosten at gøre, og ikke kun med manglende kontrol over det limbiske systems urkræfter. Der er mange spændende dimensioner vi også bør forholde os til som ergoterapeuter. Måske skulle vi også være mere kritiske, når vi i træningskøkkenet bager, med patienten og når vi skal markere noget festligt. Wienerbasserne kan vi opfatte som de rene giftstoffer, og i denne bog får vi den kemiske og medicinske forklaring på sammenhængen mellem aggressioner, humørsvingninger og andre både fysiske og psykofysiske ændringer af helbredet.
Birgitte Christensen