Livet er dejligt – trods alt

Som 31-årig blev Tom Kristiansen ramt af en blodprop i hjernen, der ændrede hans liv helt radikalt. Der skulle gå mange år med besvær, men i dag er han måske den første apopleksi-patient, der har gennemført en cykeltur fra Gedser til Skagen.

Af Erik Bork

Det var en helt almindelig morgen i januar måned. Tom Kristiansens 4-årige datter pludrede omkring ham, og hans kone var ved at stå op. Selv havde han omsider ferie efter nogle voldsomt stressende måneder, hvor jobbet som tømrer og kloakmester, havde taget alt hans tid.

Tom Kristiansen gabte og slog benene ud over sengekanten. Han tænkte som altid først på sit arbejde. Hvornår forsvandt nattefrosten, så gravearbejdet kunne komme i gang igen, og hvordan skulle familien få råd til den næste termin?

Endnu vidste Tom Kristiansen ikke, at nedtællingen var begyndt for ham, at noget langt alvorligere end arbejdet om ganske få sekunder ville ændre hans liv for altid.

Det er ni år siden nu, og Tom Kristiansen sætter sig lidt besværet ned i sofaen i rækkehuset i Slagelse. Uendelig meget er sket siden dengang, og han bliver stille et øjeblik, da han bliver bedt om at beskrive den mand, der for ni år siden rejste sig fra sengen for at stå op.

"Han havde en kone, der var gravid i 7. måned, et hus og en lille datter. Men han havde også meget travlt. Der var som om, at der altid stod en person bag ham og hviskede: Skynd dig Tom, du når det ikke!".

Og Tom Kristiansen nåede det ikke. Kroppen sagde stop. Han rejste sig op fra sengen, rakte ud efter sit tøj og havde netop fået bukserne på, da det begyndte at suse for hans ører. I det samme følte Tom Kristiansen en voldsom kvalme, og netop da hans datter tog fat om hans ben, svimlede det for ham, og han faldt tilbage i sengen som var han blevet ramt af et skud. Det sidste Tom Kristiansen nåede at sige, inden også stemmen forsvandt var: "Ring efter en ambulance!"

Perioden fra ambulancefolkenes ankomst og indtil han lå i den hylende bil, eksisterer ikke længere i Tom Kristiansens erindring. Det gør til gengæld køreturen til hospitalet, hvor han overvældet af rædsel vred sig skrigende rundt på briksen ude af stand til at forstå, hvorfor han ikke længere kunne styre sin stemme og sin krop.

Han blev først indlagt på sygehuset i Fakse, men straks overflyttet til Rigshospitalet, hvor han i de følgende dage blev fyldt med så meget morfin, at mennesker, tid og rum flød sammen til mærkelige drømme. Endnu vidste ingen præcis, hvad der var sket med den kun 31-årige tømrer og kloakmester, og kun hans bevægelser med øjnene, gav Tom Kristiansens kone vished om, at hans hjerne fungerede.

Først efter tre uger på morfin var årsagen klar. Han havde hverken fået en hjerneblødning eller en anorisme. Diagnosen lød på to blodpropper i hjernen - en sjældenhed hos 31-årige mænd, der hverken ryger eller er overvægtige, men sådan var virkeligheden.

Efter udredning blev han overflyttet til Næstved Sygehus, og dernæst kom han til sygehuset i Vordingborg, der skulle forestå genoptræningen.

"Jeg fik mad igennem et hul i halsen, og jeg kunne ikke bevæge ret meget af min krop. Jeg græd hele tiden. Sygeplejerskerne fortalte, at jeg vrælede, så hele sygehuset kunne høre det. Dag ud og dag ind. Tankerne kørte rundt i hovedet på mig. Hvad skulle der ske med familien og huset. Min kone havde født endnu en datter, men hvad var det for en far, hun nu havde fået?! Jeg kunne ingenting," fortæller han.

Dagene gik, og hele Tom Kristiansens liv passerede revy i hans tanker. Kun genoptræningen hjalp, for den gjorde ham træt, og så kunne han sove fra det hele.

"Jeg havde så ondt af mig selv, men så en dag skete der noget. Imens jeg lå og græd, følte jeg dybt inde i mig selv en lettelse. En lettelse over at være sluppet fra mit ansvar og alt det stress, jeg havde oplevet i mit liv. Nu havde jeg pludselig fri. Helt fri. Det var en mærkelig lille lettelse midt i angsten, men da jeg samtidig konstaterede, at genoptræningen faktisk hjalp mig, så begyndte jeg at få humøret igen".

Tom Kristiansen kunne lide plejepersonalet på Vordingborg Sygehus, og stemmen kom langsomt igen, selv om han var meget svær at forstå, når munden og tungen forsøgte at forme de ord, der før havde været så enkle. Også pulsen i den svageste venstre arm, kunne han pludselig mærke igen, og sammen med følelsen af sit bankende hjerte genvandt han sin optimisme.

Efter tre måneder på Vordingborg Sygehus blev han udskrevet. Dernæst fulgte en lang periode i kørestol, før Tom Kristiansen en dag rejste sig og brugte kørestolen som gangstativ. Det var en stor dag.

"Jeg nægtede at nedbryde mig selv ved negative tanker, og da jeg begyndte at tænke positivt, hjalp det. Men selvfølgelig var det svært. Mine arbejdskollegaer var forsvundet. De anede ikke, hvordan de skulle tackle det. Jeg skulle begynde forfra på mange områder".

Den største lykke kom, da en hjemmesygeplejerske foreslog ham en trehjulet cykel. Med de uregerlige fødder spændt fast til pedalerne befandt Tom Kristiansen sig godt i sadlen, og han begyndte at cykle lange ture i omegnet.

"Når folk kiggede efter mig, tænkte jeg, at de havde godt af at se, hvordan livet også kunne være. På den måde forsøgte jeg at vende alt til noget positivt for mig".

Tom Kristiansen blev rigtig glad for at cykle. Da Storebæltsbroen blev indviet, cyklede han over den sammen med sin far, og da Øresundsbron nogle år efter også blev åbnet, var Tom Kristiansen i sadlen igen. Cykelturene og motionen gjorde godt.

"En dag kom jeg i spøg til at sige til min fysioterapeut, at jeg havde kørt på cykel fra Gedser og Skagen, og så snart jeg havde sagt det, fik jeg lyst til at virkeliggøre det".

Han tog turen i små etaper. Men hver gang han havde sovet ud på det næste hotel, fik han lyst til at køre videre næste dag. Kroppen rystede af overanstrengelse over bakkerne omkring Silkeborg og Rebild, men 738 kilometer og 28 dage senere, nåede han til Skagen, hvor der netop var Festival. Til lyden af livlig irsk folkemusik, havde han dermed gennemført en cykeltur fra Gedser til Skagen som Danmarks første apopleksi-patient.

"Min kone og jeg gik fra hinanden to år efter min blodprop, og jeg ser kun mine børn en gang om måneden. Men jeg synes, at livet er positivt. Jeg har fået mange nye og rigtig gode venner, jeg er aktiv i Hjernesagen her i Slagelse og også i sygehusforeningen Vordingborgs Venner. På nogle punkter føler ligefrem, at mit liv er bedre end før".

For nogle år siden udgav Tom Kristiansen den lille bog "Livet er dejligt – trods alt," og lige nu arbejde han på en ny bog om sit liv på den nordjyske patientforlag Zalamanca.

Tom Kristiansen ser ud af vinduet.

"Det er begyndt at blæse. Så er det ikke så godt at cykle," siger han og smiler.

"Lige da jeg var blevet syg, sagde en anden apopleksi-patient til mig, at jeg en dag ville få et godt liv. Dengang kunne jeg ikke tro det, men nu ved jeg, at det er rigtigt".