IKKE TO ENS. Vi genkender hinanden på ansigtet. Der findes næppe to mennesker med helt ens ansigter, og det har der sandsynligvis aldrig gjort. Denne medfødte forskellighed er formentlig uendelig stor, så der ikke undervejs i menneskeartens lange historie har været to mennesker med ens ansigter. Det gælder også énæggede tvillinger, der får indskrevet deres livs forskellige erfaringer og fortrædeligheder i ansigtet.
Denne diversitet er måske det egentlig menneskelige ved mennesket.
Selvom forskelligheden er der, så skal detaljerne i ansigterne, vi møder og kender, læres grundigt gennem opvæksten. Der er mange små og vigtige træk, som gør os i stand til at skelne mellem menneskers ansigter, og dem skal vi lære at fæstne os ved, så vi ikke sammenblander mostre, fætre eller kusiner. Det lærer de fleste af os til perfektion i løbet af småbarnsalderen.
Men japanere, synes vi, ligner hinanden til forveksling, til forskel fra os europæere, der har meget mere forskellige ansigter. Vi har det på samme måde med kenyanere fra Afrika. Vi synes, de er meget svære at skelne fra hinanden.
Det interessante er, at japanere og kenyanere synes, vi danskere ligner hinanden så meget, at det er svært at skelne det ene ansigt fra det an~ det. Det samme synes japanere, nar de ser på afrikaneres ansigter - og omvendt. Forskellene er der, men >
A man skal øve sig i at lægge mærke til de små detaljer i ansigterne, før man sikkert kan skelne den ene fra den anden.
INDIVIDUALITET.
Dyrs forskellighed er stort set en forskellighed fra art til art, men ikke mellem det enkelte eksemplar af samme art.
Visse forskelligheder mellem de enkelte individer kan ses også hos chimpanserne, der ligesom mennesket har et næsten hårløst ansigt. Men der er ikke megen forskellighed at finde hos søanemoner, bananfluer, fugle-edderkopper og slanger. De er ikke individer, men kopier.
Menneskets forskellighed er en forskellighed fra individ til individ. Vi er fra naturens hånd forprogrammeret til at udvikle individualitet.
Det er denne individualitet, moderen ser efter, når hun får sit nyfødte barn lagt op til sig. Det, hun næsten altid gør som det første, er forsigtigt at berøre barnets ansigt med dets individualitet, dets sjæl.
I de mange totalitære regimer, vi ser og har set i de sidste 100 år, bruges mange kræfter på at under~ trykke individualitetens udtryksmuligheder. Individualitet er fjende nummer ét. Det gjaldt i Sovjetunionen og i Cambodja med De Røde Khmerer under Pol Pots ledelse, og det gælder i Kina. Folket påtvinges ensartethed i udseende, hårsætning, påklædning og adfærd, så individualiteten udslettes. De modvillige bliver sendt i lejre som straf og med genopdragelse som mål eller de bliver simpelt hen dræbt. Man kan få den tanke, at vi biologisk set er ind~ rettet til demokrati.
Hulernalerierne i Sydfrankrig og Nordspanien blev lavet i istiden for 6.000~20.000 år siden. De er berømte for de meget dygtigt udførte gengivelser af mamutter, sabeltigre, hjorte og okser. Men man leder forgæves efter sådanne naturalistiske gengivelser af mennesker.
Vi ved faktisk, hvordan sabeltigre så ud, men ikke hvordan mennesker så ud. Mennesker er altid gengivet som tændstikmænd uden ansigtstræk. Formentlig fordi menneskene endnu ikke oplevede sig som enkeltindivider, men som del af en familie. Dyr var vigtige, det enkelte menneske var underordnet fællesskabet.
OTTE FØLELSESUDTRYK. Menneskets hårløse ansigt har en meget tynd hud, der er forsynet med et utal af meget fine muskler og et meget fint forgrenet nervesystem. Med dette specielle udstyr kan vi udtrykke en lang række følelser, stemninger og holdninger. Vi har rent ud sagt en særlig biologisk skærmfunktion, der i det ydre kan gengive det indre.
Ansigtets udtryksfuldhed kommer ikke af sig selv. Børn skal vokse op sammen med voksne, der udtrykker følelser og bruger deres mimik til noget. Det er ikke nok at øve sig i at se farlig ud foran spejlet i børnehaven, der skal være gode voksenmodeller.
Chimpanser har et ganske pænt repertoire af følelsesudtryk i deres ansigter. De udtrykker fx raseri, frygt og glæde, så mennesker let kan aflæse det. Det er blandt andet derfor, menneskebørn og chimpanseunger kan lege ganske godt med
hinanden: De kommunikerer med ansigternes fælles udtryksfuldhed.
SNYD OG BEDRAG. Mennesket er fra naturens hånd indrettet til at kunne lave snyd og bedrag. Ansigtet er special-indrettet til det. Vi har et dobbelt nervesystem ud til ansigtets muskler. Det ene er det automatiske nervesystem, hvor vi smiler, når vi er glade, ser vrede ud, når vi er vrede o.s.v. med de otte følelsesudtryk, vi er født med. Det andet er et viljestyret sæt ansigtsnerver, så vi kan styre vores mimik og fx se glade og venlige ud, selv om vi er ved at eksplodere af raseri eller synke i jorden af frygt.
Det kan være hensigtsmæssigt og endda nødvendigt, hvis man hører til i sociale grupper, hvor der er snævre regler for, hvad man må udtrykke, eller hvor magt-hierarkiet betinger, at man skal passe på ikke at blive unødigt udsat for kontant, voldelig afregning.
Det viljestyrede nervesystem er dog noget mere groft i det end det naturlige, automatiske nervesystem. Derfor ser det falske smil oftest mere kunstigt ud end den ægte vare. Det falske smil mangler nemlig nerveforbindelser til ringmusklen omkring øjnene, som hæver kinderne og gør huden om øjnene rynket, som det ses ved det ægte smil.
Skuespillere har øvet sig så længe, at deres udtryk fremtræder med ægthed. Nogle såkaldte finansmænd og en del politikere kan det også, men bestemt ikke dem alle sammen. Det kan vi dagligt over~ være i de elektroniske medier.
Chimpanser kan også. De kan se ligegyldige og fraværende ud, når de er heldige og finder noget rigtig lækkert - for ikke at signalere noget om deres held, for så tilfalder det flokkens leder. Så følger de lederens adfærd, og når de er sikre på, at han er optaget af noget andet, æder de hektisk løs vel vidende, at tiden altid er knap.
BILLEIDKUNSTNERE. Den hollandske maler Rembrandt malede gennem hele sit liv selvportrætter. Det gjorde han formentlig af to grunde. Dels for at erkende og forstå sig selv ved at studere ansigtet grundigt og gengive sig selv. Og dels for at øve sig i et gengive ansigtets udtryksmuligheder, så han kunne sit repertoire, når han malede bibelske scener med Paulus og Den fortabte søn, hvor han bruger sit eget ansigt og udtryk.
Det er noget, mange malere er optaget af. En anden og nutidig hollandsk maler, Philip Akkerman, har gjort det til sit livsprojekt kun at male sig selv. Han står op hver morgen og går i gang med dagens selvportræt, enten som et maleri eller en tegning. På knap 20 år har han lavet mere end 1300 malerier og 1700 tegninger, og han har tænkt sig at blive ved hele livet. Det er ikke blevet til den totale selvoptagethed, siger han, men i stedet til en dyb optagethed af mennesket som sådan.
SKRIBENTER. Mennesker har formentlig altid spekuleret over, hvad der kunne læses ud af deres ansigt. Aristoteles i det gamle Grækenland antog, at man kunne bedømme menneskers og dyrs natur ved at se på ansigtet og kropsbygningen. Han var overbevist om, at løvens hele fremtræden og dens store fødder viste hen til dens mod, og at mennesker med velvoksne fødder derfor måtte være modige.
Den franske forfatter Alexandre Dumas skriver i romanen De tre musketerer:
»Et langt mørkt ansigt, frernspringende kindben, et tegn på snuhed, voldsomt udviklede kæbemuskler, et træk, hvorpå man ufejlbarligt genkender gascogneren, selv om han ikke bærer baret ~ og den unge mand bar en baret, smykket med noget, der lignede en fjer ~ opmærksomme og kloge øjne, en kroget, men fintformet næse, der var alt for stor for et ungt menneske og alt for lille for en voksen mand.«
Selv om der næppe er hold i sådanne fortolkninger af ansigtet og personligheden, så har mange af os en tilbøjelighed til at aflæse personlighedstræk i andres ansigter. Folk med vigende hage tilskrives
ikke så sjældent en svag personlighed, mens folk med en firkantet og fremspringende hage med kløft tilskrives pågåenhed ~ og mod som en løve! Ligesom kvinder med et katteagtigt ansigt opfattes som forkælede, behagesyge og lunefulde.
GENNEMSNITSANSIGTET. Den engelske videnskabsmand Francis Galton (fætter til Charles Darwin, udviklingslærens fader) lavede i 1870'erne en undersøgelse af forbryderens fysiognomi. Han ville fremstille den typiske forbryders fysiognomi ved at fotografere mange forbryderes ansigter oven på hinanden.
Resultatet var ganske overraskende. I stedet for den universelle forbrydertype kom der et tiltrækkende ansigt ud af det. Gennemsnittet af forskellighed er åbenbart positivt.
Noget lignende er undersøgt i USA, hvor en gruppe (kvindelige) forskere ville finde ud af, hvad der var karakteristisk ved kvindelig skønhed. De fotograferede et stort antal tilfældigt udvalgte kvindeansigter oven på hinanden og fandt, at det gennemsnitlige ansigt var det ansigt, som, de fleste syntes, var det smukkeste.
De fremholder dog også, at ekstreme fysiognomier kan være særligt smukke ligesom i dyreverdenen. Den flotteste påfuglehale og den rødeste og mest opsvulmede bavianrumpe er langt den mest tiltrækkende for det modsatte køn.
Så der er hos mennesker to slags ansigter, som virker tiltrækkende og kaldes smukke: det regelmæssige ansigt, der er gennemsnittet af mange mere og mindre uregelmæssige ansigter, og så usædvanlige ansigter med måske særligt store øjne, fyldige læber, hage-, pande- eller hovedform og alt sammen sat sammen på en særligt tiltrækkende måde.
Skønhed har i menneskeverdenen en kulturel afhængighed. Tid og sted er med til at bestemme, hvad der regnes for skønhed.