Arteriosclerose – forkalkning i hjernen

Birgitte Christensen 1999.

Der findes ikke en speciel behandling der kan fjerne årsagen. Et problem er også at arteriesclerose giver iltmangel til hjernen, og uden ilt kan hjernen ikke fungere optimalt. Det er derfor vigtigt at vedligeholde de hjerneceller der stadig er aktive. De skal have føde og gødning, og det får de ved at blive brugt. Hjernen er det eneste organ, der ikke kan slides op. Den bliver kun stærkere ved at blive brugt. Derfor er det en dårlig ide at sidde stille og hvile sig, for så får hjernen ikke nok næring.

Hvordan man bruger sine hjerneceller mest aktivt er faktisk meget individuelt, fordi vi som mennesker er forskellige. Vi har forskellige interesser og forskellige baggrundserfaringer, så det, der er spændende for den ene, er måske ikke spændende for den anden. Derfor kan jeg ikke anbefale en bestemt slags stimulation. Det vigtigste er, at det er en aktivitet, der har haft interesse tidligere, og jeg kan sagtens anbefale en lang række ting, der er stimulerende, så prøv at vælg fra listen:

-En daglig gåtur i al slags vejr, at gå til købmanden, eller til parken, til stranden, på besøg hos naboen, eller ud til postkassen efter avisen - hvad der nu er passende. Motion er godt, så find en lejlighed til at få det puttet ind i dagligdagen så det ikke er noget, der koster overvindelse, men bliver til rutine

- Aktivt samvær med andre, hvor der snakkes og diskuteres over emner der har interesse.

- Sang og musik skaber ofte glæde og et lyst sind kan vende svær sygdom til at blive noget, der kan håndteres. Det er også bevist, at sang og musik kan ændre på stemninger og løfte en trist tilstand. Bare at lytte til musik kan også være stimulerende

- Kortspil , computerspil, skakspil , jatzy hvis der er en lille spillefulg gemt et sted. Det er sundt for hjernen at få vitaminer, og hjernen skaber vitaminerne selv ved at blive brugt.

- Lave husarbejde – havearbejde, det kan selvfølgelig gøres i alle grader fra at tørre en kop af efter opvask til at tilberede et måltid, tørre lidt støv af eller lave det grovere, trække lidt ukrudt op eller grave have. Det virker stimulerende – specielt når formålet ses, nemlig at få noget kønt for øjet eller godt for maven.

- Svømning, ridning , cykling eller anden form for motion enten alene eller i klub.

-Al form for bevægelse, der fremmer vejrtrækningen vil øge blodgennemstrømningen til hjernen og det er godt at blive forpustet hver dag. En sund latter er i øvrigt også givende, da der frigøres nogle stoffer, der virker afstressende. Latter er indvendig jogging.

Der er ofte problemer med svimmelhed efter gentagne blodpropper eller forkalkninger, og når man er svimmel undlader man ofte alt for megen bevægelse, men det er faktisk forkert. Jo mindre bevægelse, jo større tendens bliver der til at svimmelheden forværres. Balanceorganet, der sidder inde i det indre øre har behov for stimulation, og i gamle dage, hvor alle havde en gyngestol, var denne sikre stimulation helt naturlig. Her sker der ikke noget, der er ingen tendens til at falde og det giver en god stimulation ned i benene, så hvis I kan skaffe en gyngestol, der så bruges aktivt til at gynge i, vil det kunne afhjælpe, eller minimere svimmelheden med tiden.

Der findes jo dagcentre med forskellige tilbud, i langt de fleste kommuner.Du kan kontakte kommunens ergoterapeut. Der er ofte mange forskellige aktivitetstilbud, der kan benyttes i en kortere eller længere perioder.

Livskvaliteten kan forringes fordi livet synes så svært og det er forståeligt nok, fordi det jo er at miste noget hver gang der kommer en lille forværring. Det giver nemt en krise, der skal bearbejdes. Som tidligere nævnt, så kan man blive endnu mere syg af at sidde stille og gruble, og det, at komme ud blandt andre mennesker er meget vigtigt. Der findes lokalafdelinger af Hjernesagen overalt i landet og de kan vejlede med hensyn til lokale arrangementer og tilbud.

 

læs mere på følgende hjemmesider: Hjernesagen og hjerneskadeforeningen

Se også alle de øvrige links.