Descartes fejltagelse

- Følelser, fornuft og den

  menneskelige hjerne

 

Antonio Damasio

321 sider (få illustrationer)

Hans Reitzels Forlag, 1999.

 

Boganmeldelse af Peter Thybo,

led. fysioterapeut, PD. alm. pæd.,

Sundhedscentret Frisenborgparken, Ikast

 

 

”Descartes fejltagelse - følelser, fornuft og den menneskelige hjerne” af Antonio Damasio, professor i neurologi, er intet mindre end fremragende! Køb den – læs den – og bliv klogere på de ubrydelige bånd der er mellem sindet og kroppen. Hvorfor er det nu så vigtigt? Forklaringen er følgende:

 

1600-tal filosoffen Descartes fik lavet godt og grundig rav i den, da han gennem skarpe filosofiske argumenter insisterede på, at få hovedet skilt fra kroppen i filosofisk forstand. Sindet og kroppen hører hver til deres specielle substans, sagde han, og de er ikke forenelige. Det har præget den europæiske tænkning gennem århundreder, og desværre også i forståelsen af sundhed og sygdom. Fx er den kendte apparatfejlsmodel, der dybest set opfatter kroppen som en slags maskine, et udspring af Descartes tanker.

 

Den første seriøse udfordring til Descartes' dualisme var fænomenologien der opstod omkring begyndelsen af 1900-tallet. Især kropsfilosoffen Maurice Merleau Pontys afhandlinger om ”Kroppens fænomenologi” fra 1945 var et direkte frontalangreb på den dengang herskende opfattelse, og i de senere årtier er der på baggrund af især hjerne- og kognitionsforskning kommet endnu flere kraftige angreb på Descartes, bl.a. fra Antonio Damasio. Han har med sin bog ”Descartes fejltagelse” givet et meget velskrevet og vægtigt bidrag i debatten om sammenhænget mellem krop og sind. Og han er overbevisende! På baggrund af talrige neurologiske og neuropsykologiske

forskningsresultater (deriblandt mange af hans egne) samt sygehistorier vises, hvor uadskillelige kroppens biologiske processer er fra de psykiske processer - og hvor tæt den rationelle tanke er koblet med følelseslivet. Damasio formår at formidle svært stof på en meget læsevenlig måde, men et forhåndskendskab til basale hjernestrukturer er dog en fordel.

 

 

Rene Descartes (1596 – 1650) var bestemt en af de kvikkere filosoffer i renæssancen og hans betydning for europæisk tænkning kan ikke undervurderes. Han er samtidig fader til den udbredte dualisme som præger vores menneskesyn i dag. Det er først med fænomenologien i midten af 1900-tallet der for alvor begynder at komme en vægtig kritik af Descartes adskilte syn på krop og sind.

 

En af styrkerne ved bogen er, at Damasio aldrig går over stregen i sin iver for at vise, at sammenhænget mellem krop og sind er uomtvisteligt. Der er stadig meget at finde ud af indrømmer Damasio, og han og andre er i fuld gang med den videre forskning, fx af de ”somatiske markører”, som er kroppens signaler til hjernen om, hvad følelsesmæssig tilstand man er i. Undersøgelser af patienter med læsioner i den sensoriske del af rygmarven har vist, at når man ikke kan modtage signalerne fra kroppen, ved man heller ikke hvad man føler. Hvis patienten ser voldsomme scener fra en krigsfilm ved de intellektuelt at det er grusomt, men de føler intet ved scenerne. Det er et godt eksempel på, hvilken rolle kroppen har som klangbund for vores følelser, og det var bl.a. derfor Descartes tog fejl: Kroppen har langt mere at skulle have sagt i vores liv end han mente.