Den metalliske lyd når helt ud på værkstedets parkeringsplads. Duften af forarbejdet træ er umiskendelig.

Gennem glasruderne i porten ses blåklædte mænd, der koncentreret arbejder med store fræse- og boremaskiner. Løftede hænder hilser den besøgende velkommen.

Indenfor er computerrummet fyldt med den karakteristiske lyd af museklik og anslag mod tastaturer, mens den tomme kantine dufter af nybrygget kaffe.

Det beskyttede værksted i Holstebro ligner en hvilken som helst anden virksomhed. Det usædvanlige er medarbejderne, der alle er handicappede. - Vi har fire grupper af handicappede her på stedet, forklarer Lisbeth Krabbe Nielsen, leder af Holstebro Layout- og Trævareværksted, i daglig tale HLT-værkstedet. Ud af de 53 nuværende brugere er ca. en tredjedel senhjerneskadede. Resten af brugerne har fysiske handicaps, psykiatriske lidelser eller har vanskeligheder med at fungere socialt. De fire grupper arbejder ofte sammen, på tværs af forskelle i handicap. - Vi har gode erfaringer med samarbejdet mellem grupperne. De kan udføre forskellige opgaver og dermed supplere hinanden. Værkstedet bliver derfor i stand til at levere produkter, som de hjerneskadede medarbejdere ikke er i stand til at producere alene, siger Lisbeth Krabbe Nielsen. Hun fortæller, at det er hele værkstedets produktion, som betyder noget for den enkelte. At kunne udpege et værkstedsprodukt i en butik vækker stolthed, uanset at man ikke personligt har fremstillet genstanden.

- Arbejdet giver de hjerneskadede identitet og status. Der er livskvalitet i at gå på arbejde. På det område er hjerneskadede ikke anderledes end vi andre.

Det beskyttede værksted i Holstebro ligner en hvilken som helst anden virksomhed. det udsædvanlige er medarbejderne, der alle er handicappede.

Ingen løn uden arbejde

HLT-værkstedet modtager ordrer fra virksomheder. Under besøget er en gruppe hjerneskadede i gang med at pakke brugsanvisninger i plastikposer, mens andre taper metalvinkler sammen. Møbelindustrien er en fast kunde hos værkstedet. - Målet for dette værksted er at give brugerne en indholdsrig dagligdag. Derfor er produktionen kun et middel. Men virksomhedsprincipper gælder også her. Hvis man bliver hjemme i stedet for at tage på arbejde, så modtager man ikke løn for den dag, understreger Berit Skafsgaard, som er ergoterapeut og værkstedsassistent. - Men generelt må man sige, at vi har en utrolig stabil arbejdskraft. Arbejdstiden starter klokken 8.00, men allerede en halv time før begynder de første brugere at dukke op. De kan ganske enkelt ikke vente med at komme i gang. Og det fortæller os, at arbejdet spiller en stor rolle i deres liv. Værkstedsassistenterne tilrettelægger arbejdet for brugerne. Det kræver omhu at uddelegere opgaverne, så arbejdet hverken er for krævende eller for nemt. Især kan det være en balancegang at sætte hjerneskadede i arbejde. - mange hjerneskadede foretrækker forudsigelige opgaver, som andre måske ville finde monotone. Genkendelighed og overskuelighed betyder meget for dem. På den anden side må arbejdet gerne indeholde en udfordring, som kan udvikle dem, forklarer Lisbeth Krabbe Nielsen. Om balancegangen er lykkedes, kan aflæses på stemningen i værkstedet. Hvis opgaverne er for komplicerede, suges al energien ind i arbejdet - og der er ikke længere det sædvanlige overskud til kollegaerne. Hensynet og tolerancen over for sidemanden er ikke længere den samme.

Aktivitets- og Udviklingscenteret (AUC), som HLT-værkstedet hører under, har fem afdelinger med fælles overordnet ledelse. Centeret tilbyder rehabilitering, beskæftigelse og botilbud til bl.a. yngre med erhvervet hjerneskade, Det er målet at skabe helhed i brugernes tilværelse, og der er et tæt samarbejde mellem centerets afdelinger. Værkstedet beskæftiger blandt andet de hjerneskadede, som er færdige med optræningen i rehabiliteringsafdelingen. - De fleste hjerneskadede brugere her på HLT-værkstedet er svært skadede, der ikke har udsigt til at opnå et job på normale vilkår. I de tre år som samarbejdet med AUC har eksisteret, har kun en enkelt opnået et job uden for værkstedet, fortæller Berit Skafsgaard. - Men det er vores håb, at vi bliver bedre til at udsluse de hjerneskadede til arbejdsmarkedet. Det er vigtigt, at arbejdsgiverne forstår de hjerneskadedes særlige handicap. Manglende situationsfornemmelse og indlæringsproblemer er typiske problemer, som kræver en særlig tilrettelæggelse af arbejdet. HLT-værkstedet må desværre afvise en del ansøgere, fordi alle pladser allerede er optaget. - Der er brug for en udbygning af faciliteterne. Vi må ud fra antallet af henvendelser konkludere, at der ude i kommunerne sidder en del hjerneskadede med hænderne i skødet. De savner beskæftigelse, men der er åbenbart ikke råd til nye værksteder. Desuden ville det hjælpe, hvis arbejdsmarkedet var villig til at aftage flere af værkstedets brugere, funderer Lisbeth Krabbe Nielsen.

Der er livskvalitet i at gå på arbejde. på det område er hjerneskadede ikke anderledes end vi andre, fortæller Lisbeth Krabbe, leder af HLT-værkstedet

I disse år fokuseres en del af Socialministeriets satspuljemidler på hjerneskadeområdet. Aktivitets- og udviklingscenteret har ansøgt ministeriet om tilskud til oprettelsen af et såkaldt "rullende værksted". Forstander Ruth Sørensen forklarer ideen bag ansøgningen: - En gruppe på 3-4 praktisk anlagte hjerneskadede, der er for rastløse til at tilbringe hele dagen indendørs på HLT-værkstedet, skal sammen med en værkstedsassistent ud at rulle på landevejene. De vil kunne udføre praktisk arbejde for private virksomheder og offentlige institutioner. Det er ganske som for HLT-værkstedet en forudsætning, at aktiviteterne ikke er konkurrenceforvridende. Typisk vil prisen måske være lidt lavere, men til gengæld vil tidsforbruget være dobbelt så stort, anslår Ruth Sørensen. Hvis ansøgningen imødekommes, starter det rullende værksted til efteråret.

HLT-værkstedet har været en vigtig del af Torbens liv i de sidste 3 år. Både træværkstedet, montageafdelingen og computerrummet er hans hjemmebane

Bevidstløs i 17 uger

En af værkstedets bruger fortæller sin historie: Overkonstabel Torben Mejdahl var hjemme i Holstebro på weekend. Efter endnu en hård uge hos Jyske Dragonregiment i Oksbøl trængte han til en festlig aften med kammeraterne. Syngende og grinende fulgtes de ad, da en bil på hvinende dæk banede sig vej gennem byens gågade. Med vanlig autoritet trådte Torben Mejdahl et skridt frem for at standse bilen, men det var for sent.

Den 23-årige militærmand blev ramt med fuld kraft. Torben var bevidstløs i 17 uger. Han har stadig en let lammelse af højre side og kognitive problemer. - Der er sket store fremskridt, for da jeg lige vågnede fra bevidstløsheden, kunne jeg kun sige ét ord. Det var ordet "nej". Alle andre ord var væk. Men nu fungerer mit sprog næsten upåklageligt og jeg har ingen smerter. Men hukommelsen volder mig stadig problemer - især korttidshukommelsen. Efter ophold på Vejlefjord og AUC's rehabiliteringsafdeling, har HLT-værkstedet været en vigtig del af Torbens liv i de sidste 3 år, og både træværkstedet, montageafdelingen og computerrummet er hans hjemmebane. - Jeg har efterhånden prøvet meget her på værkstedet, og jeg er stadig glad for at være her. De andre er rare at snakke med, og vi laver også mange ting sammen uden for arbejdstiden. Der bliver arrangeret julefrokost, ferieture og udflugter. Faktisk ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle foretage mig, hvis ikke HLT-værkstedet fandtes, siger Torben Mejdahl.