Forhistorien til en mere koncentreret indsats indenfor personforflytning i Ikast kommune begyndte i 1997. Her undersøgte man årsager til sygefravær hos medarbejdere i sundhedsafdelingen, specielt i hjemmeplejen. Det viste sig, at der var urimeligt mange arbejdsbetingede skader på fx ryg og skulder og at skaderne oven i købet ofte udløste langtidssygemeldinger. Det var især personforflytninger der stod som årsag til arbejdsskaderne, hvilket desværre er en velkendt og landsdækkende problematik. Derfor besluttede man at iværksætte en ekstraordinær indsats i forhold til det fysiske arbejdsmiljø, specielt med henblik på personforflytninger.

En koncentreret undervisning af medarbejderne begyndte, bl.a. med uddannelse af ressourcepersoner i personforflytninger, der i dag er udbredt i "alle enheder". Det blev startskuddet til en udvikling der stadig er i gang. Gennem temadage og i samarbejde med kollegaer videreudvikles forflytningsteknikkerne jævnligt på baggrund af de erfaringer der høstes.

Under de mange møder og kursusdage har der ofte været talt om, hvor svært det er at lære forflytningsteknikker og udføre dem korrekt. Men hvorfor er det egentlig sådan? Hvorfor er det så svært at lære at holde ryggen ret og bruge benene i en forflytning, når man nu godt kan forstå fornuften i det med hovedet? Svarene på spørgsmålene er komplicerede og griber langt ind i læringsteori, alligevel er der noget helt enkelt der toner sig frem.

Lad os begynde med et simpelt, men bestemt ikke uvæsentligt faktum: At forflytte et andet menneske er ganske enkelt en både svær og krævende motorisk opgave! Derfor skal mange med god grund anstrenge sig for at lære personforflytninger så de kan udføres med god kvalitet. Samtidig er det ikke nemt at skulle udføre en sikker forflytning, hvor der på én og samme tid skal tages hensyn til borgerens ressourcer, bevægelsesstrategier samt ens egen sikkerhed. Det hele skal endda helst udføres med en indfølingsevne, så borgeren oplever forflytningen som tryg og rar.

For at kvalificere personforflytninger må der finde et samspil sted mellem hoved, hånd og hjerte. Eller med andre ord: Den teoretiske viden skal kombineres med kroppens praktiske viden i en omsorgsfuld håndtering. Og det er heri det svære ligger. I den tidlige barndom danner kroppen spontant og utvunget sine egne mere eller mindre hensigtsmæssige bevægelsesstrategier. Vores mønstre for bevægelser sidder således meget dybt forankret i nervesystemet, og er af samme grund meget svære at ændre. Derfor er en af de største udfordringer i forflytningsteknik, at man skal lære at følge nogle bestemte bevægemønstre der rent biomekanisk er fornuftige, men som kan virke helt akavede for den enkelte, hvis det strider imod noget kroppen har gjort fra barnsben.

Igennem barnets opvækst bruges kroppen spontant. Herigennem opbygges individuelle bevægemønstre der sidder dybt forankret i nervesystemet som kropslige vaner. Disse vaner er meget svære at ændre senere i livet.

 

 

Derfor stilles der store krav til den der skal forflytte et andet menneske og i princippet kan man ikke blive perfekt til forflytningerne, men man kan blive bedre! Én ting står imidlertid fast: Ønsker man at blive bedre til personforflytninger skal man øve sig - meget! Men det er ikke nok blot at øve, for man skal samtidig også tænke over det man øver og gerne sætte ord på det. Det er en vigtig del i læreprocessen, idet refleksion er den eneste mulighed for at få hovedets teoretiske viden til at gå i samspil med kroppens praktiske viden.

Gennem den undervisning som kommunen tilbyder i forflytningsteknik bliver man gjort opmærksom på forskellige problemstillinger omkring forflytninger. Ofte er det de daglige arbejdsvaner der trænger til at blive kigget efter i sømmene. Undervisningen giver mulighed for at videreudvikle sig som "forflytter", bl.a. fordi der er lejlighed til at tale med andre kollegaer om forflytninger samt øve dem på hinanden. Hvad skete der? Hvad gik godt? Hvad gik mindre godt? Hvordan kan det gøres anderledes og bedre? I den forbindelse er kommunens ressourcepersoner på forflytningsområdet gode og vigtige sparringspartnere, både på kurserne, men også i dagligdagen. De kan i de fleste tilfælde give konstruktive råd og vejledning samt stille gode spørgsmål. Så brug ressourcepersonerne i de forskellige områder - det er dét de er der for!

Når man skal lære en motorisk færdighed må man øve sig - men det er ikke nok blot at øve, man må også tænke over det man øver, for ellers lærer man det ikke.

Når man øver sig i forflytninger med hinanden, opbygges en "fingerspidsfornemmelse" for hvad der er en god og rar forflytning. Den sundhedsarbejder der bliver forflyttet udvikler fornemmelsen bedst, idet hun mærker på egen krop, hvordan forflytningen udføres af makkeren. Er forflytningen sikker, rolig med god kontrol og balance? Eller er den famlende, usikker med urolige hænder der skaber forvirring? Igennem snak og justeringer kan begge hjælpere opøve deres fornemmelse for forflytninger, så det opleves sikkert og behageligt af borgerne.

Den eftersøgte fingerspidsfornemmelse kalder jeg for "kropslig empati", dvs. en kropslig indfølingsevne, hvor man forsøger at leve sig ind i borgernes situation under forflytningen. Værdien af denne kvalitet i forflytninger kan ikke undervurderes, fordi den er med til at skabe tryghed for borgeren og kan dermed forebygge uheld og skader for begge.

Nogle råd til at videreudvikle forflytningskompetencen er følgende:

1) Vær dus med den nødvendige teoretiske viden om kroppen og om, hvordan man bruger kroppen mest hensigtsmæssig. Det drejer sig fx om at holde ryggen ret, undgå vrid i ryggen, bruge benmusklerne og (for Ikast kommunes vedkommende) have knæet op i sengen.

2) Øve, øve og øve - men husk at tænke og reflektere over det du øver, ellers er det værdiløst.

3) Brug hinanden og gerne ressourcepersonerne som kritiske og konstruktive sparringspartnere. Vis respekt for hinanden, men vær ærlige!

4) Husk at et forflytningssystem blot er en form for systematisering af forflytninger på en bestemt måde. Det må aldrig fratage den selvstændige tænkning og kreativitet, for det kunne jo være, at en forflytning af en bestemt borger kunne udføres nemmere på en anden måde!

Peter Thybo, f. 1962. Ledende fysioterapeut i Sundhedscentret Frisenborgparken, Ikast. PD. alm. pæd. og uddannet af Kommunernes Landsforening som udviklingskonsulent indenfor sundhedsområdet. Har siden 1988 arbejdet med motorik, genoptræning, kognition, læreprocesser, pædagogik og hjerneforskning. Foredragsholder i Skandinavien og forfatter til talrige artikler i både ind- og udenlandske fagtidsskrifter. Har skrevet en lærebog om bl.a. hjernens funktion og menneskets motorik med udgangspunkt i nye motoriske teorier.

Du kan læse mere omkring forflytningsteknik, kropslig indfølingsevne, læringsprocesser, pædagogik, tavs viden og meget andet i:

Thybo, Peter

Danske Fysioterapeuter, nr. 21; 4 - 9, 1996.

Thybo, Peter

Danske Fysioterapeuter, nr. 7; 4 - 9, 2000.

Thybo, Peter

Danske Fysioterapeuter, nr. 8; 10 - 14, 2000.

Thybo, Peter

Projektrapport, Skive Seminarium, 2002.