En hjernesag - Hjerneårets sange -

12 kalenderdigte af forfatteren Benny Andersen med illustrationer af tegneren Poul Holck og sat i musik, spillet og sunget af Stig Thorup Rasmussen.

 

Benny Andersens "Hjerneårs-digte" fik jeg øjnene op for i sommeren 2003, da min kæreste viste mig og gav mig to af digtene. Jeg fik lyst til at sætte musik til et af digtene med det samme, og det lykkedes.

Først da jeg i julen 2003 gik i gang med at læse Karen Thisteds bog, "Det skal mærkes at vi lever", hvor Benny Andersen og Johannes Møllehave havde fået til opgave at tale sammen i mange dage om kærlighed, men "kom til" at beskæftige sig med hele livet, blev jeg kraftigt inspireret og tog igen fat på at tænke i toner til de øvrige kalenderdigte.

Jeg skrev til Benny Andersen for at finde ud af, om han syntes, det var i orden, at jeg gjorde det. De venlige skulderklap, jeg fik fra ham, gjorde det på en gang nemmere, men også mere påtrængende at blive færdig.

Og nu gik det stærkt. Efter at have brugt knapt en måned med at bakse med februardigtet, "Bevægelse", gik der hul på bylden, og nu trængte ideerne til flere melodier sig på, - nogen gange næsten hurtigere end jeg kunne nå at notere dem ned.

Inden påsken 2004 havde jeg komponeret den sidste af de tolv melodier. Undervejs blev jeg også inspireret af tegneren Poul Holcks finurlige, festlige og tankevækkende illustrationer. Der kan ikke herske tvivl om, at han og Benny A. har haft stor glæde af det tætte samarbejde om digtene til

Hjerneårskalenderen 1997. Det har været en stor glæde for mig at kunne tilføje den tredje dimension til nogle tekster og billeder, som forhåbentlig kan få en udbredelse, de måske ikke var tiltænkt, men som de i høj grad fortjener.

 

Stig Thorup Rasmussen

Solbakken 12

4230  Skælskør

Telf. 5819 6717 (Læg gerne besked på telefonsvarer)

stigthorup@mail1.stofanet.dk

 

Vi kommer også gerne ud og spiller og synger Hjernesangene, og et sådan arrangement kan også omfatte andre sange og oplæsning.