Hvad kan der gøres for at beskytte apopleksipatienten fra fald ud af kørestol?

Af FNES bestyrelse d. 30/11 - 2008

Fra en fagligt dygtig omsorgsperson er jeg blevet spurgt ”Hvad er god praksis for at forhindre at patienten falder ud af kørestolen.” Spørgsmålet blev rejst ud fra et konkret eksempel hvor omsorgspersonen har fået en påtale af patientklagenævnet j.fr. §5 (omsorgsfuldhed og omhyggelighed) efter at en patient var faldet ud af kørestolen.  I påtalen stod der at -"det er god faglig praksis på mange afdelinger at montere et kørestolsbord fast foran patienten". Omsorgspersonen mente at dette var i modstrid med viden og erfaring, da flere patienter skruer kørestolsbordet af, eller at de kan glide ned og komme til at hænge fast i skulder/halsparti mellem stol og kørestolsbord.

Disse udsagn har fået mig til at indhente kommentarer fra flere fagpersoner ud over bestyrelsen, for at kunne lave en liste af ideer til hvad der kan gøres. God faglig praksis kan ikke beskrives med en sætning, men vi har i bestyrelsen forsøgt at samle ideer fra vores egne mangeårige erfaringer:

Hvad er god faglig praksis?

• Kontroller om kørestolspuden er anbragt rigtigt før patienten sættes i stolen, da en dårlig siddestilling kan forårsage at patienten søger at skifte stilling og grundet tonusøgning derfor kan glide ud af stolen.
• Hofteselen Body Point Y fra Guldmann kan fastholde en god siddestilling, men patienter uden sygdomserkendelse lærer sig hurtigt at spænde sikkerhedsselen op og dermed har den ingen funktion mod faldrisiko. Selen skal monteres på sæderørene for at kunne give en god positionering af bækkenet. Hvis den monteres på rygrørene, vil den kippe bækkenet bagud hvilket giver en uhensigtsmæssig stilling og øger behovet for at komme ud af stolen.
• Apopleksipatienten med neglekt, manglende sygdomserkendelse eller andre svære perceptionsforstyrrelser kan have behov for fast vagt, hvis fald skal undgås. Dog kan en fast vagt, virke provokerende på patienten, og dermed skabe konflikter.
• Det vanskeligt at forstå Patientklagenævnets beskrivelse, at "det er god faglig praksis........" det er jo i strid med hvad vi må i praksis!!
• Fiksering skal noteres i journalen og må kun benyttes kortvarigt.

• Seler til ”frivillig fiksering” for hjerneskadede patienter - hvad siger man som kognitiv skadet patient god og ikke god for, når en frivillig fiksering kommer på tale?
• Det er en hårfin balance mellem at varetage en professionel hensyntagen til, at patienten har kognitive skader, samtidig med respekt for individet og gældende lovgivning!

• ”Frivillig fiksering” er noget sludder i denne sammenhæng, men de pårørende skal acceptere fiksering, og det skal noteres i journalen.

• Hvis der sættes et kørestolsbord foran kan de fleste patienter selv tage dette af igen. Den manglende sygdomserkendelse forårsager at patienten ikke kan vurdere situationen. Han/hun kan føle sig ”indespærret” og vil af al magt forsøge at komme ud af situationen. Dette kan ofte resultere i at paretisk ben får et slag når bordet frigøres og falder, og den paretiske arm kan komme slemt til skade, hvis kørestolsbordet tvinges til at vippe op og ud til siden.
• Hvis pt. ikke kan tage kørestolsbordet af og alligevel forsøger at komme ud, ved at krybe nedenom, så kan det resultere i at kørestolsbordet kommer til at fungere som lås, når patienten får hovedet i klemme, eller den paretiske arm bliver tilbage og det vil forårsage en traumatiseret skulder. Derfor vil et fastmonteret kørestolsbord fremkalde en langt farligere situation, end hvis han/hun glider ned af kørestolen uden bord.
• Der kan lægges en blød måtte på gulvet foran stolen som kan afbøde faldet, men ofte vil den ramte forsøge at flytte kørestolen og dermed være et helt andet sted end der hvor måtten er.
• Der kan lægges en kugledyne over knæene, som måske kan hjælpe den ramte til at mærke egen krop bedre, men den ramte uden sygdomsindsigt, vil ofte være irriteret over det ukendte og forsøge at kaste det væk.
• Kørestolen kan ”polstres” med faste puder, så den ramte kan mærke grænser, men ved motorisk uro vil puderne ofte blive flyttet og smidt på gulvet.

• Kørestolsbordet kan ikke forhindre fald, men for de patienter, der egentlig godt ved at de ikke kan rejse sig, når de tænker sig om, men glemmer det i situationer, hvor de lige skal et eller andet, er det en hjælp, at de skal løsne bordet - det får dem til at tænke.  For de øvrige patienter, der vil pille bordet af, giver den tid det tager at få det løsnet ofte tid nok til at personale kan nå at få øje på det og stoppe evt. fald.
• Vi har brugt meget at placere patienten med en væg til siden og bag sig og med et Ropoxbord foran. Bordet skal blokeres af seng eller andet, så både kørestol og bord er låst helt fast.
• Efter min mening hverken kan eller skal vi forhindre alle fald hos neurologiske patienter (nogle lærer jo kun ved at føle), men vi skal undgå skader.

• Man skal tænke på hviletider som er virkelig individuelle. Det er ikke muligt for patienten at sidde i timevis. Der skal ske små stillingsskift med jævne mellemrum, og ikke kun mobilisering i terapitiden.
• God faglig praksis er skiftende positioner, siddende, liggende (forskellige positioner) og hyppige hviletider. Patienten må hellere komme op og hvile i seng flere gange om dagen, end at blive kørt træt af at sidde for lang tid.
• Patienten bør være under konstant opsyn, uden at ”opsynet” virker provokerende.
• Desuden handler det meget om at skabe et stimulerende og behageligt miljø omkring og for patienterne, så de ikke skal føle sig stressede eller kede sig.
• Desuden er det vigtig at finde ud af hvorfor den enkelte patient er urolig – skal den person muligvis på toilettet, eller har andre behov og ønsker som vi som personale godt kunne hjælpe med, ellers vil patienten gøre det på egen hånd.

God faglig praksis er at patienten ikke kommer til skade så længe vi har behandlings- eller plejeansvaret. Det kræver i hvert enkelt tilfælde at vi finder ud af hvad der er af risikofaktorer, hvad er patientens forståelsesniveau, hvor mange personaleressourcer har man til rådighed. Derefter kan man tage stilling til sikkerhedsforanstaltninger. Det forudsætter at personale har både uddannelse og viser forståelse for den ”hjerneskadedes” problemer.