Når vi mennesker ser og beskriver en genstand, så aktiverer vi i mange tilfælde den del af hjernen, vi ellers bruger til at bevæge os med. Vores krop og vores sprog er med andre ord en del af den samme helhed. Kroppen former vore tanker.

Sådan kan man beskrive resultatet af den opsigtsvækkende forskning, som psykologen Christian Gerlach siden 1999 har udført på Rigshospitalets Neurobiologiske Forskningsenhed – en videnskabelig undersøgelse, der bygger bro mellem traditionel hjerneforskning, psykologi og erkendelsesteori.

En del af Christian Gerlachs forskningsresutater er blevet offentliggjort i det anerkendte tidsskrift NeuroImages, og de har vakt opsigt, fordi hans undersøgelser på mange måder rokker ved den årtusindgamle opfattelse af hjernen og kroppen som to adskilte helheder.

»Man skal selvfølgelig være forsigtig med konklusionerne, men undersøgelsens resultater kunne godt indikere, at vi stimulerer vores sproglige og intellektuelle sanser ved at bruge vores krop. Man kunne med andre ord sætte spørgsmålstegn ved, hvor fornuftigt det egentlig er at lade skolebørn sidde stille på en stol hele dagen og lære dem engelsk allerede fra første klasse. Måske bliver de større sproglige begavelser ved i højere grad at bevæge sig,« siger Christian Gerlach.

I første del af undersøgelsen deltog 15 personer, som blev lagt ind i Rigshospitalets avancerede PET-scanner. Mens de lå i scanneren, skulle forsøgspersonerne se på billeder af dyr, planter, huse, tøj, trafiklys og lignende. Med et tryk på en knap skulle de derefter angive, om de så på en naturskabt eller en menneskeskabt genstand. Det overraskende var, at når forsøgspersonerne så på menneskeskabte ting – altså ting, som man konkret kan anvende til noget – så blev den motoriske del af hjernen, den del, vi ellers bruger til at bevæge os med, aktiveret ganske voldsomt.

»De genstande, som vi kan anvende til noget – gøre noget ved – dem associerer vi altså med bevægelser, med noget motorisk. Det gælder selv ret abstrakte begreber,« fortæller den 31-årige forsker og psykolog.

Hvis man f.eks. beder en forsøgsperson om at vurdere, hvorvidt to genstande er identiske eller spejlvendte, så aktiveres den motoriske del af hjernen meget voldsomt. Og den tid, som personen bruger på at finde sit svar, på mentalt at rotere de to ting, svarer ret nøje til den tid, man ville have brugt, hvis man havde haft de to samme genstande i hænderne og derefter drejede dem for at se, om de er ens.