 |
|
Livet er spændt ud imellem vilje og vilkår. Dette kommer tydeligt til udtryk i arbejdet med personer, der har en medfødt eller erhvervet hjerneskade. Overordnet set handler sundhedsarbejderens indsats om, at den hjerneskadede genvinder højest opnåelige livsduelighed under accepten af disse betingelser, og neuropædagogik er et begreb, der breder sig i det store tværfaglige arbejde i bestræbelser på at hjælpe til en grad af uafhængighed igen.
Idéen bag neuropædagogik er med udgangspunkt i neuropsykologi og kognitiv psykologi at skabe så gode vilkår for det pædagogiske og terapeutiske arbejde som muligt. En videre debat og uddybning af neuropædagogik er imidlertid påkrævet for at finde et fælles grundlag blandt mange faggrupper, som har forskellige indgangsvinkler og faglige mål. Spørgsmålet rejser sig dermed: Kan der dannes en tværfaglig konsensus på det neuropædagogiske område?
NØGLEORD:
Neuropædagogik, Hjerneskade, Rehabilitering, Pædagogik, Læring, Tværfaglighed.
Overordnede betragtninger - baggrund for neuropædagogik
Langt den største del af den viden vi har om hjernen i dag er skabt siden 1970. Det er hjerneforskningens og neuropsykologiens hastige afsløringer af hjernens funktion og neurale plasticitet, samt en øget pædagogisk tænkning i sundhedssystemet, som ligger bag videreudviklingen af en allerede eksisterende neuropædagogik, der praktiseres af mange forskellige faggrupper - mere eller mindre bevidst - i arbejdet med personer med hjerneskade.
Men i bestræbelserne for at videreudvikle neuropædagogikken og ikke mindst finde et fælles sprog, skal faggrupperne komme med deres udspil og forslag på en neuropædagogisk praksis. Det er samtidigt vigtigt, at formulerer neuropædagogikken, så den ikke ender som mere tavs viden i sundhedsfagene.
På et overordnet plan handler neuropædagogik først og fremmest om en specialpædagogisk praksis i den direkte kontakt med hjerneskadede personer. Det vil sige en slags strategisk tænkning og pædagogisk fremgangsmåde fra sundhedsarbejderens side, som er karakteriseret ved, at man tager udgangspunkt i neuropsykologi og den hjerneskadedes ressourcer og funktion. (Udtrykket sundhedsarbejder bruges fremover som en fælles benævnelse for alle faggrupper der arbejder med personer med en hjerneskade).
Neuropsykologi er den tværfaglige gren af psykologien der beskæftiger sig med sammenhængen mellem neurologi og psykologi. Den nært beslægtede kognitive psykologi er ligeledes interessant for neuropædagogikken, idet den omhandler de intellektuelle processer, fx sansning, forarbejdning og opfattelse af sanseindtryk, tænkning, planlægning, problemløsning m.v.
Det teoretiske grundlag bag den kognitive psykologi tilskrives for en stor del den russiske neuropsykolog Alexander Romanovich Luria (1902 - 1977), som udviklede en model af hjernens opbygning i tre funktionelle blokke (kendt som Luria's blokke), der hver har deres specielle funktionsområde.
Det vil blive for omfattende at gå dybere ind i teorien bag neuropsykologi og kognitiv psykologi, men det skal pointeres, at hvis man skal arbejde neuropædagogisk er det samtidig også en tvingende nødvendighed at være orienteret på nogle centrale områder omkring den enkelte hjerneskadede person:
Hos personer med hjerneskade kan der være store forskelle på, hvad det er, de har brug for, for at komme videre i deres liv. Det afhænger bl.a. af personlighed, men også i et neuropædagogisk sammenhæng, hvor i hjernen skaden sidder og hvordan det påvirker de sindrige funktioner. Fx er det formålsløst at forsøge sig med konsekvenspædagogik til personer med frontallap-læsioner, da det ofte vil resultere i ubrugelige konflikter.
|
|
Idéen med neuropædagogik er, at man hele tiden søger at gå ad velfungerende veje i hjernen. Møder den hjerneskadede for megen modstand, møder han også forvirring og frustrationer, og det pædagogiske og terapeutiske arbejde kommer hurtigt til at dreje sig om, at samle den hjerneskadede op i stedet for den egentlige undervisning og træning.
Derfor vil sundhedsarbejderen ofte finde sig selv i færd med at skabe struktur for den hjerneskadede, så han kommer i en tilstand, hvor han magter at holde sammen på sig selv; en slags centrering og fokusering på det der skal ske i den aktuelle situation. Først herefter kan man arbejde for det planlagte mål og lade livet få fylde hos den hjerneskadede.
I arbejdet med personer med hjerneskade findes der ikke nogen manual med faste løsninger; så enkel er neuropædagogikken nemlig ikke. Derfor må sundhedsarbejderen turde at være til stede i nuet sammen med den hjerneskadede og bruge sin menneskekundskab, faglige viden og kunnen i en situationsbestemt praksis der er bestemt af mål, ønsker og behov.
Fra sansning til handling - om at vinde verden-som-mulighed og neural Darwinisme
Livet er spændt ud imellem vilje og vilkår. I dette spændingsfelt er hjernen central som det dynamiske forbindelsesled mellem den ydre virkelighed og den indre organisme. En opgave hjernen løser på måder, som vi stadig forsøger at forstå, men paradoksalt nok er det selv samme hjerne der samtidig sætter begrænsningen for forståelsen af sig selv: Mekanismerne er simpelthen for komplekse.
Den høje grad af kompleksitet er samtidig hjernens svaghed, hvilket viser sig, når der sker en skade: Der kommer forstyrrelser i den indviklede kæde fra sansning til handling, og der sker ofte ændringer i produktionen af oplevet virkelighed. Det kan give irrationelle reaktioner, da det er virkelighedsopfattelsen mennesket handler på. Samtidig er det et godt eksempel på, hvordan nervesystemet spejler omverden. Bag dette ligger der et menneskesyn gemt, som vi vender tilbage til senere i artiklen.
For et overbliks skyld illustreres de store led i kæden på fig. 1, hvor de vigtigste elementer i hjerneprocesserne, er medtaget. Man skal dog huske på, at hjerneprocesserne ofte arbejder simultant og på forskellige niveauer alt efter opgave og mål, hvorfor figuren skal tages med et forbehold.
 |
| FIG 1. Fra sansning til handling.
Processen fra sansning til handling indeholder en lang række komplicerede hjernefunktioner som involverer hele hjernen. Funktionerne kan imidlertid deles op i nogle større overskuelige blokke, fx sansning, perception og kognitive processer. Bevidstheden og alle dens delelementer har en afgørende rolle i, at man handler sufficient på baggrund af den sansning man modtager og den virkelighed der til stadighed produceres og opleves i hjernen.
|
I neuropædagogik er det den hjerneskadedes aktuelle mekanisme og kvalitet i samspillet mellem sansning, perception, kognition og handling der er udgangspunkt for en pædagogisk praksis i sundhedsarbejderens indsats for at øge livsduelighed og uafhængighed. Den hjerneskadede skal gennem aktivitet i livet forsøge at organisere eller reorganisere virkeligheden og dermed vinde verden-som-mulighed. Med andre ord handler det om: Læring!
 |
|
Livet er spændt ud imellem vilje og vilkår |
Processen i den ønskede meningskonstruktion sker allerbedst gennem hårdt arbejde med problemløsning. "Det er den der arbejder der lærer noget, og den der har lært noget er et forandret menneske" siger Steen Larsen, professor ved Danmarks Lærerhøjskole. Det gælder også i neural forstand: En læring skaber neurale forandringer i hjernen. Dendritnetværket i hjernen vokser i de forskellige områder der aktiveres under problemløsningen og der dannes nye synapseforbindelser. Her er det vigtigt at erindre sig, at dendritforgreningerne både kan vokse, men også degenerer, hvis området i hjernen ikke bruges i en periode. Hjernens plasticitet er jo - desværre ikke nødvendigvis forbundet med udvikling!
Derfor er både dendritter og synapseforbindelsernes eksistens betinget af aktivitet i det levede liv, for i hjernen hersker Darwins teorier også: "Use it or loose it" er den neurale Darwinismes slagord, hvilket hjerneforskere, i dag bekræfter, når de måler på livet i hjernen.
Aktivitet, problemløsning og læring er således nøgleord for arbejdet med personer med hjerneskade. Neuropædagogikken er værktøjet, der kan bruges til at skabe bedre vilkår for den hjerneskadede og derigennem katalysere udviklingsprocessen.
5 spørgsmål til neuropædagogikken - og fem svar som et udspil
For nærmere at afklare hvad neuropædagogik er og mere konkret kan berige arbejdet omkring de hjerneskadede personer med, er det vigtigt at stille nogle centrale spørgsmål. Nedenstående stilles fem spørgsmål med efterfølgende udsagn. Der er ikke tale om nogle gyldne svar, men et udspil der søger et fælles grundlag for neuropædagogik. Det kan forhåbentligt sætte yderligere fokus på en allerede eksisterende neuropædagogisk praksis.
Spørgsmål 1
Hvad er Neuropædagogik?
Spørgsmål 2
Hvad vil det sige at arbejde på et neuropædagogisk grundlag?
Spørgsmål 3
Hvorfor er der behov for at udvikle en speciel pædagogik for mennesker, hvis funktionsnedsættelse relatere sig til hjernen?
 |
|
Spørgsmål 4
Hvilke tankesæt ligger til grund for neuropædagogik i form af menneskesyn, og hvordan vil det forme sundhedsarbejderens rolle?
 |
|
Spørgsmål 5
Hvad tror og ønsker vi at opnå ved at arbejde udfra et neuropædagogisk grundlag?
Konklusion - om konsensus og tværfaglighed
Som det fremgår dækker det neuropædagogiske arbejdsfelt et stort fagligt spænd lige fra teoretisk forståelse om hjerneprocesser, over diagnosticering, til udøvelsen af praktisk specialpædagogik.
Ikke alt er lige let at sætte ord på, men det er vigtigt for både sundhedsarbejderen. og dermed den hjerneskadede at få gjort neuropædagogik teoretisk tilgængeligt, så sundhedsarbejderen ikke skal erhverve hele sin viden gennem det praktiske arbejde med de hjerneskadede personer.
Et øget teoretisk niveau om neuropædagogik, vil kunne kvalificere sundhedsarbejderne så de med baggrund 4 teorien kan omsætte deres praktiske erfaringer, og de planlagte mål kan nås både bedre og hurtigere.
Mange forskellige faggrupper kan med fordel anvende neuropædagogik. Af samme grund skal man vogte sig for at indføre en stillingsbetegnelse som "Neuropædagog", da der ikke kan argumenteres for, at det udelukkende er en enkelt gruppe af sundhedsarbejdere der arbejder neuropædagogisk.
| FIG 2. Overbliksfigur over det brede tværfaglige neuropædagogiske arbejdsfelt |
 |
|
Det tilkommer derfor heller ikke en enkelt faggruppe alene at definere, hvad neuropædagogik er. Derimod må man se neuropædagogik som et tværfagligt arbejdsredskab, hvor diverse faggrupper dels kan inspirere hinanden, dels kan "harmonisere" deres arbejdsmåder med hjerneskadede personer.
At arbejde neuropædagogisk kræver derfor, at de forskellige faggrupper generelt styrker deres viden på en række områder, fx neuropsykologi, kognitiv psykologi, pædagogik og læringsprocesser.
At danne en neuropædagogisk konsensus er straks sværere: Ingen kan mestre alle de områder som neuropædagogikken inddrager, hvorfor tværfagligheden er og bliver et omdrejningspunkt - i det fælles sprog og forståelse der søges. Det forudsætter imidlertid at fag og folk er i stand til at magte tværfagligheden samtidige med, at der ikke gives slip på fagkernen og det specifikke, som de enkelte faggruppe kan i kraft af deres uddannelse.
Hvis man vil arbejde tværfagligt, gælder det om at styrke fagidentiteten, så der sendes tydelige signaler omkring, hvad de respektive faggrupper mestre. Det er i sig selv svært i fag med så megen tavs viden som i sundhedsarbejdet, og hvor der af samme grund ikke er den store tradition for skriftelighed.
En øget kvalitet i tværfagligheden er således en vision, men også en forudsætning for at udvikle neuropædagogikken. Dog vil det vigtige bindeled sandsynligvis kunne findes i et fælles menneskesyn og den pædagogiske tænkning der ligger indbygget i neuropædagogik.
Disse betragtninger bør kunne være fælles klangbund for sundhedsarbejdet omkring den hjerneskadede, hvorfor de også vil kunne favne det store tværfaglige spænd med dens forskellige fagkulturer. En gensidig inspiration og harmonisering faggrupperne imellem kan kun komme den hjerneskadede til gode i bestræbelser for at vinde verden-som-mulighed.
 |
|
Kilder
