Opskriften på et langt liv –
og andre essays om sygdom og sundhed

af Bobby Zachariae.

229 sider, kr. 249,00

Rosinante, København 2002

Boganmeldelse af Peter Thybo,
led. fysioterapeut, PD. alm. pæd.,
Sundhedscentret Frisenborgparken, Ikast

 

 

 

"Opskriften på et langt liv og andre essays om sygdom og sundhed" er endnu en bog fra forskningsprofessor Bobby Zachariaes verden. Den er interessant af flere grunde for både lægmand og den professionelle sundhedsarbejder, fordi Zachariae forsøger at slå bro mellem to verdener bl.a. med sin tværfaglige uddannelse, henholdsvis som psykolog med speciale i sundhedspsykologi og en medicinsk doktorgrad. Til dagligt foregår det på psyko-onkologisk forskningsenhed på Aarhus Universitet.

Således drejer det sig om spændingsfeltet mellem den i sundhedssystemets velkendte naturvidenskabelige og biologiske tænkning, hvor man søger forklaringer på sygdomme, men mennesket er mere end biologi, og den indsigt hentes i den humanistiske verden, først og fremmest med psykologi og hermeneutik, der søger forståelsen af mennesket og det levede liv. Forsøget med at samle de to verdener kan give ganske fornuftige forklaringer og en udvidet forståelse omkring sundhed og sygdom, hvorfor området generelt fortjener langt større opmærksomhed. (Forskningen indbefatter bl.a. psyko-neuro-immunologien, dvs. den indbyrdes påvirkning af psykologiske, neurologiske og immunologiske faktorer).

Trods emnets kompleksitet er bogen letlæst og en god appetitvækker, men heller ikke mere, idet prisen for at skrive en essaysamling er, at man må give køb på dybden. Til gengæld præsenteres mangfoldigheden og de 80 små essays (blot på 2 - 3 sider hver især) fremstiller mange forskellige sammenhænge som kan have indflydelse på vores sundhedstilstand. Efter kort tids læsning tegner der sig et kompliceret samspil mellem krop, psyke, immunforsvar, hormoner og sociale relationer, fx sat i relation til forkølelse, sukkersyge, allergi, astma, psoriasis, aids og kræft.

Flere fobier har også fundet plads i bogen, fx angst for fremmede, eksaminer eller homoseksuelle (homofobi), og Zachariae diskuterer baggrunden for fobierne samt nævner ganske kort forslag til, hvordan man kan komme dem til livs. De forskellige essays dokumenteres med undersøgelser fra hele verden, og emnerne behandles sobert i forhold til hvad der er eksakt videnskab og hvad der er spekulationer. Sidstnævnte er dog interessante, fordi de giver et fingerpeg om, hvad der ligger om hjørnet i den fremtidige forskning indenfor for sundhed og sygdom.

Zachariaes bog er ikke den endelige sandhed om sundhed og sygdom, hvilket han også nævner i forordet. Derimod sættes der i kraft af et nuanceret syn på sundhed og sygdom klædelige spørgsmålstegn i forhold til diverse forskningsresultater. Tag som eksempel alkohol i forhold til sundhed: Forskning viser, at et par glas vin om dagen skulle være bedre for helbredet end øl, men samtidig er det påvist, at der er et sammenhæng mellem at være vindrikker og uddannelseslængden, samt at mennesker med længere uddannelse gennemsnitlig har et bedre helbred og længere levetid. Derfor kan det måske være uddannelseslængden der reelt er den udslagsgivende faktor i stedet for vinens fysiologiske virkninger - eller måske mere sandsynligt en kombination af de to?

En anden kritisk stillingtagen anlægges i essayet omkring sundhedssystemet, som efter Zachariaes mening burde omdøbes til sygdomssystemet, fordi det netop har sit primære fokus på sygdom frem for sundhed. Synspunktet er bestemt berettiget, idet sundhed er langt mere end blot fravær af sygdom.

Under alle omstændigheder lægger essayene op til refleksioner for både lægmand og den professionelle sundhedsarbejder: Der bliver rokket ved nogle af de mange myter der findes omkring sundhed og sygdom, og den professionelles daglige arbejde med sundhed sættes i et stimulerende perspektiv. "Opskriften på et langt liv" er derfor en inspirerende bog, der kan medvirke til at den interesserede søger videre i andre og mere dybe bøger om sammenhænge mellem krop, psyke og sociale relationer.

Findes der så en opskrift på det lange liv? Der gives naturligvis ingen garantier, men kigger man i forskernes kogebog vil deres "opskrift" på baggrund af forskning verden over se sådan ud:

- Hold en normal kropsvægt
- Drik alkohol i begrænsede mængder
- Drop tobakken
- Spis morgenmad regelmæssigt
- Lad være med at spise mellemmåltider
- Dyrk motion i moderat omfang
- Vær aktiv så længe som muligt
- Skab positive relationer til andre mennesker
- Flyt på landet
- Tag en længerevarende uddannelse
- Lev sammen med en partner
- Få et kæledyr
- Få en religion.

 

Bobby Zachariae er efterhånden blevet et af de stærkeste kort herhjemme når det gælder forskning i sammenhænge mellem krop og psyke, bl.a. gennem arbejde med psyko-neuro-immunologi med værktøjer som fx visualisering og hypnose.