Fra institution til selvstændig tilværelse.
Bragt i Fokus 7. årgang nummer 2, juni 2000.
Videnscenter for Hjerneskades hjemmeside.
Optræningen af de moderate og svært hjerneskadede er forgæves, hvis udslusningen til dagligdagen mislykkes. Ofte mangler der sammenhæng i ydelserne fra de forskellige sektorer efter udskrivningen. Et forsøgsprojekt støttet af Socialministeriet skal bl.a. udvikle en model for bedre udslusning af de hjerneskadede.
I en park midt i Kolonien Filadelfia, et stort hospitalsområde ved Dianalund, lyser en gul 3-etagers bygning op. Allerede det glasoverdækkede indgangsparti viser, at husets indretning er lys og venlig. Et lille skilt ved indkørslen fortæller, at den nymalede bygning rummer et genoptræningscenter for hjerneskadede.
Vi prøver at nedtone institutionspræget her på Kurhus, så det ikke ligner endnu et sygehus, forklarer ledende ergoterapeut Eva Wæhrens. - Det er dog svært helt at fjerne indtrykket af institution. Vore klienter, som ofte er svært skadede, er nødt til at ligge i hospitalssenge, og apparater som ilt- og sugernaskiner er nødvendige. Men i øvrigt forsøger vi at gøre omgivelserne så hjemlige som muligt for beboerne. Kurhus er et fireårigt forsøgsprojekt, som Socialministeriet satte i værk i 1997. Målet er at udvikle en model for en bedre overgang fra hospitalsbehandlingen til det hjemlige miljø, men også at finde velegnede danske behandlingsmæssige metoder i optræningen af de sværere hjerneskadede. På Kurhus forsøger man at kombinere de to mål.
Uafhængighed er livskvalitet
- Menneskers behov er individuelle, men vi stræber alle efter uafhængighed. Livskvalitet er uløseligt forbundet med uafhængighed. Derfor for~ søger vi at gøre klienterne så selvhjulpne som overhovedet muligt, siger Anders Kirkeskov, leder af Genoptræningscenteret. Klienterne trænes i at foretage sig almindelige dagligdags gøremål. At vaske op, klæde sig på eller gå i bad er ganske enkelt en del af behandlingen. I princippet er klienterne i genoptræning døgnet rundt, uanset hvilke aktiviteter som dagen byder på. De sædvanlige, kunstige genoptræningssituationer begrænses derimod til et minimum. Hver klient har en rehabiliteringsplan og et håndteringsskema med detaljerede anvisninger på, hvordan forskellige funktioner gribes an med netop denne klient - så det sikres, at alt personale arbejder med klienten på samme måde. - Kurhusets strategi er en tværfaglig og helhedsorienteret optræning, som skal resultere i en glidende og sammenhængende udslusning. Opholdet på genoptræningscenteret er en forberedelse på de krav, som en selvstændig tilværelse stiller, siger Anders Kirkeskov.
Mangel på egnede boformer
En væsentlig del af en glidende overgang til livet efter den intensive genoptræning er planlægning. Allerede få uger efter henvisningen af en klient, indkaldes alle relevante instanser til et planlægningsmøde. Emnet er udslusningsforløbet, og et mål formuleres. Anders Kirkeskov understreger i den forbindelse, hvor vigtigt det er, at de modtagende instanser inddrages i forløbet. De skal have mulighed for at påvirke både projektudvikling og -evaluering. Det er trods alt dem, der skal overtage klienten. Kun ganske få af klienterne kan tilbydes en plads i genoptræningscentrets egne udslusningsboliger, hvor de får mulighed for at prøve en selvstændig husførelse. Her kan de lave deres egen mad og vaske deres eget tøj. Årligt udskrives 25-30 hjerneskadede fra Kurhus, men udslusningsboligerne kan kun rumme to beboere. Resten er henvist til de tilbud, som hjemamtet kan tilbyde. De er ikke altid tilfredsstillende. - Der eksisterer et stort behov for egnede boligformer til moderat og svært hjerneskadede. Anbringelserne er ikke altid optimale. Vi ser eksempler på yngre hjerneskadede, der tilbydes plads på plejehjem. Vi satser i hvert enkelt tilfælde på, i samarbejde med klient,
pårørende og offentlige instanser, at finde den bedste mulige løsning, siger Anders Kirkeskov. Lige så vigtig som planlægning er inddragelsen af de pårørende. De er en af pillerne i brobygningen til tiden efter hjerneskaden. De tilbydes støtte og rådgivning i grupper, og efter udskrivelsen kan de fortsætte i en slags selvhjælpskurser, hvor de kan få støtte efter behov. - Dels har de pårørende brug for en forståelse af de forandringer, som den skadede og hans kommende tilværelse kommer til at bære præg af, og dels indgår de normalt grundlæggende i den helhed, som søges etableret omkring den hjerneskadede. Det sidste gælder under weekend-besøg på Kurhuset, men også i tiden efter opholdet her, forklarer Anders Kirkeskov.Mindst 6 måneder
Kurhus lærer løbende af samarbejdet med klienternes hjemkommuner. - I begyndelsen accepterede vi kautioner på tre måneders ophold på trods af, at vi anbefalede for eksempel seks måneder. Men vi har erfaret, at både klient, familie og team kan blive frustreret, hvis klientens forløb ophører, før klienternes udviklingspotentiale er udnyttet bedst muligt. Derfor går vi helst ikke på kompromis med den indlæggelsestid, som vi efter forundersøgelsen anbefaler. Nu er opholdstiden gennemsnitligt 71/2 måned, fortæller Eva Wæhrens.
Faktisk er Kurhuset ikke dyrt i sammenligning med hospitalstilbud som Hvidovre og Hammel. - Vores driftspris vil til næste år formentligt lande omkring kr. 4.600 -4.900 i døgnet, som er den reelle driftspris, hvor prisen i projektperioden har været lavere på grund af tilskud fra projektmidlerne. Til gengæld har vi også et højt aktivitetsniveau, siger Eva Wæhrens.
Evaluering af -genoptræningscenteret
Amters og Kommuners Forskningsinstitut, AKF, er i gang med en evaluering af genoptræningsprojektet i Dianalund. Undersøgelsen fokuserer på følgende områder: - effekten af rehabiliteringen, støtten til familien og de pårørendes støtte til klienten under genoptræningen, udslusningsprocessen, medarbejdernes evaluering af det tværfaglige samarbejde, og en økonomisk evaluering af omkostningerne i forbindelse med genoptræningen. Undersøgelsen gennemføres med spørgeskemaer til klienter, pårørende, medarbejdere og sagsbehandlesamarbejdspartnere. Data indsamlingen er startet i september 99 og afsluttes i genoptræningscenteret i august 2000, followup undersøgelsen afsluttes marts 2001. Den endelige rapport forventes at foreligge sommer/efterår 2001.
Fremtidens samarbejde mellem hospitalssektor og primærsektor omkring moderate og svært hjerneskadede afhænger meget af denne evaluering. Spørgsmålet er, om Kursus har skabt en model for udslusningsprocessen, der kan fungere andre steder i Danmark.
Genoptræningscentret for hjerneskade, Kurhus Kolonien Filadelfia, Kurvej 8 - 4293 Dianalund Tlf.: 5826 5050 (klar tone) 5100 Fax: 5826 4073 Email: kurhus@vestamt.dk Internet: www.kurhus.dk
Læs mere om kriterierne for optagelse på Kurhus og en statistisk gennemgang af klienterne i 1999 på Videnscenter for Hjerneskades hjemmeside: www.vfhj.dk
LONE
På væggen bag Lone Høgenhaug hænger en skifteramme med billeder af galopheste i konkurrence. Og det er Lone, der sidder i sadlen. - Jeg arbejdede som sygehjælper, men brug-te al min fritid på at være amatørrytter. Fordi jeg passede hestene dagligt, kendte jeg dem godt - og vidste hvornår jeg ikke skulle gå for tæt på. Alligevel sparkede en hest ud efter mig, da jeg en dag var ved at strigle den. Jeg blev ramt i højre tinding. Lone husker ikke selv ulykken, men en træner fandt den bevidstløse kvinde og ringede efter en ambulance. Hun blev bragt til Rigshospitalet, hvor man konstaterede, at sparket havde beskadiget Lones hjerne. - Skaden har betydet, at jeg ikke husker så godt som før i tiden. Men opholdet på Kurhus har hjulpet mig.
De har lært mig at planlægge og strukturere min tid. Under samtalen mærkes det tydeligt, at Lone har lært sig metoder til at tidsfæste begivenheder, - Det går også bedre med at læse og skrive. Tidligere kunne jeg ikke rigtig huske, hvad jeg havde læst. Men nu går det fint, især med BT, griner Lone. Lone skal udskrives om to dage. Hendes mand har sagt sit arbejde op for at passe hende hjemme. Hun skal fire dage om ugen deltage i det nye genoptræningsprojekt på BOMI i Roskilde og glæder sig over at kunne fortsætte hos psykologen, som starter på BOMI samtidig med hende.
Endnu har hun ikke sat sig nogen mål for sin fremtid, ud over at hun glæder sig til at komme hjem til Kværkeby, hvor hun også har to heste. Hun fortæller med glæde i stemmen, at de kommer hen til hende, når de ser, at hun vifter med gulerødder. Og ja, hun har allerede været i sadlen igen. Det tør hun godt, på trods af ulykken. For hun elsker stadig heste.