Indlægsholderen Jeanne M. Jackson
Referat af Birgitte C Gammeltoft.
|
Indlægsholderen Jeanne M. Jackson |
Den 5 og 6 april 2005 blev der på Ergoterapeutskolen i København afholdt seminar med deltagelse af 54 ergoterapeuter fra mange forskellige specialer. Indlægsholderen Jeanne M. Jackson er professor ved University of Southern California USC, og har sammen med 5 andre bl.a. Professor i Occupational Science Frorence A. Clark udviklet et program med forebyggende arbejde for ældre. Det overordnede mål var at få borgeren til at forstå vigtigheden af at gøre noget interessant, for at holde sig rask. Projektet havde sit grundlag i en pragmatiske tankegang, da der blev skåret ned på bevillinger til ergoterapi, så derfor måtte ergoterapeuterne bevise, at det havde en effekt at forebygge ved at holde raske ældre i aktivitet. Ved undersøgelsens start annoncerede ergoterapeuterne efter frivillige ældre med multietnisk baggrund. De skulle være selvhjulpne, have lav indkomst, bo i byen og ikke have nogen form for hjemmepleje. Der meldte sig 361 frivillige ældre til projektet. De 27% af dem havde handicaps af mange forskellige slags. Ud af denne gruppe frivillige blev de inddelt i 3 forskellige grupper efter en randomiseret metode (tilfældigt udvalgte).
Gruppe A på 122 ældre fik ergoterapi
Gruppe B på 120 ældre fik social træning med forskellige stimulerende tiltag.
Gruppe C fik ingen form for træning.
Programmet for gruppe A, der fik ergoterapi, forløb over 9 måneder hvor små grupper bestående af 8-10 personer mødtes 2 timer om ugen, og hvor alle en gang om måneden fik en individuel time med en specialtrænet ergoterapeut.Programmet for gruppe B var ligeledes et 9 måneders forløb med den samme gruppestørrelse og med 2,25 timers ugentlig mødetid, men uden individuel samtale, og dermed ikke individuelt tilrettelagte aktiviteter. Aktiviteterne i gruppe B var mest af rekreativ art som kortspil, samværsgruppe, musik, TV underholdning o.l. udført af frivillige ikke uddannet personale. Alle tre grupper blev undersøgt før, midt i forløbet, ved slutningen og igen ved et 15 måneders follow up. Der blev bl.a. benyttet COPM til vurdering af betydning af vigtigheden af aktiviteter.
Til alles store overraskelser var der ingen signifikant forskel på gruppe B og C, hvorfor de blev slået sammen til en gruppe der ikke modtog ergoterapi. Derimod var der markant forskel for gruppe A i form af reducerede medicinudgifter, færre lægebesøg og generelt et bedre helbred. Se fig 1. Så der var en tydelig økonomisk gevinst for samfundet ved at lade specialuddannede ergoterapeuter arbejde med grupper. Det der startede som et projekt er blevet gjort permanent
I fig. 1 kan der tydeligt ses forskel på gruppe A med den mørke farve der modtog ergoterapi og grupperne B og C med den lyse farve. De parametre der blev vurderet på var bedre levedygtighed, bedre generelt helbred, fravær af sundhedsbaserede begrænsninger, social funktion, psykisk sundhed, fravær af kropssmerte, fysisk funktion og fravær af følelsesmæssige rolle begrænsninger.
 |
De grundliggende koncepter for projektet har rod tilbage i ergoterapiens historie med henvisninger til Hall 1918, Tracy 1912, Slage 1921 der alle beskriver vigtigheden af at være i aktivitet. Mere nutidige forskere som Yerxa skrev i 1989: Aktivitet/beskæftigelse(occupation) er et komplekst fænomen som er højst individuelt og som opstår i omgivelser påvirket af tiden. Aktivitet/beskæftigelse giver muligheder for individer til at opleve flow, der kan udvikle individuelt og opleve sociokulturel og spirituel betydning gennem egne handlinger. Clark kommenterede i 1991: I vores praksis, har vi kunnet fastholde vores klienter i det der virkelig betyder noget – det influerer på deres helbred og på deres opfattelse af værdighed. Men vi har også bekendtgjort at det ikke er så meget hvad de gør der er det afgørende, men om det er betydningsfuldt for den enkelte.
Grundet Clarks kommentar er hele projektet bygget om over en individuel vurdering af den enkeltes betydning, og det narrative interview udført at specialtrænet ergoterapeut er en meget væsentlig start. Det overordnede koncept er Occupational Sciense ( aktivitetsvidenskab). Under dette anvendes Dynamisk system teori der antager at mennesker har potentiale til at reorganisere deres mønstre af aktiviteter (occupations) fra stadier af manglende balance til mere komplekse, stabile mønster.
Grupperne blev dannet ud fra lokalområderne, så møderne afholdtes i lokaler der lå tæt op af deltagernes bolig, så det var muligt for dem at transportere sig selv derhen. Før hver session mødte et medlem (som havde omsorg for andre som stor betydning) for at hjælpe med at arrangere sunde forfriskninger og nogle blev efter gruppe tiden for at hjælpe med oprydning, så gruppe tiden kunne være effektiv. I løbet af de 9 måneder var der faste emner der skulle diskuteres for hver uge. Emnerne var:
Til hvert af punkterne har ergoterapeuterne en manual med spørgsmål til gruppen indenfor de enkelte emner. Som f.eks. transport og aktivitet: Hvordan påvirker transport dine aktiviteter? Hvornår er transport en aktivitet? Hvornår er transport et middel til at komme til en aktivitet?
Hver deltager lavede sin egen notesbog med egne erfaringer og beskrivelser af hvad der er sundt og vigtigt for dem, og hvordan de kan tilpasse omgivelser eller redskaber på en måde så de fortsat kan holde sig aktive og udføre form dem vigtige aktiviteter. Lister over emner der kan hjælpe til at bevare sundheden:
1. Sørg for sund kost og drikke
2. Fortsæt med fysisk aktivitet
3. Planlæg og udfør helbredsundersøgelser
4. Drik masser af vand
5. Tag den ordinerede medicin etc.
 |
For at lære at bruge kræfter og energi hensigtsmæssigt skulle hvert medlem reflektere over egne aktiviteter, fordelt over døgnet. Hvor stor en del af tiden bliver brugt på de fire hovedemner LIFE. Leasure ( fritidsaktiviteter), Individuel care ( personlig pleje) Free unsceduled time ( ikke planlagt fritid) Efforts in school/work activity ( hvor anstrengende)
Gruppemedlemmerne fik således et billede af egne aktiviteter fordelt over døgnet, og ved refleksion I gruppen fik de mulighed for at prioritere anderledes, så de brugte tid og kræfter på det der var vigtigst og betydningsfuldt for dem at udføre.
|
|
Kurset igennem gav mange spændende beskrivelser af hvordan den enkelte i gruppen havde udviklet sig gennem dette forløb som f.eks. Clara der ikke havde gået på trapper i mange år, og var overbevist om at det kunne hun ikke. Gennem gruppens støtte, og fordi hun ønskede at deltage i det planlagte museumsbesøg, blev hun nødt til at overvinde denne frygt, da elevatoren den dag var gået i stykker. Senere efter at gruppen var stoppet stillede hun op til Los Angeles maraton. Og beskrivelsen af to kvinder med meget stor forskel både i kulturel baggrund og alder. Den ene ville gerne tage på ture men kunne ikke kognitivt planlægge hvordan det skulle gøres så hun samarbejdede med den anden der havde det kognitive overskud, var ensom og havde behov for selskabet. Deres teamarbejde fortsatte efter gruppeforløbet, og holdt dem begge raske.
|
 |
Alt i alt et inspirerende kursus der dokumenterer at ergoterapi, hvor det lægges vægt på detektivarbejdet at finde den enkeltes ressourcer, og støtte den enkelte i at bruge tid, energi og kræfter til at være optaget det det der netop for den enkelte er vigtigt og betydningsfuldt.
Det er ikke nok at tænke i aktivitet eller motion som forebyggelse men kernen er at finde den aktivitet der for den enkelte er meningsfuld og betydningsfuld. En sag hvor ergoterapi bliver meget central.