af  Peter Thybo

Bragt i Danske Fysioterapeuter nr. 22/1999

På et træningscenter i Ikast går Niels med sin rollator. Den 83-årige herre er godt kendt i Fysioterapien og har gennem de sidste prøver med stor iver deltaget på adskillige træningshold, hvor han har givet sit værdifulde bidrag til holdånden med sin sindrige jyske humor.

Niels har parkinsonslignende symptomer, men tre undersøgelser hos neurolog, har ikke kunnet give en klar diagnose. Den motoriske planlægning er gennem det sidste år blevet svagere, og gangen er blevet tiltagende i trippende, usikker og nu ses også on-off tilfælde. På de lige gange i centret kan Niels gå pænt, når han først har fundet ,rytmen, men den slås hurtigt i stykker, når han enten skal igennem en døråbning, skifte retning eller bliver forstyrret af en hilsen. Niels ser udmærket, men alene farveskiftet i gulvets linoleum er nok til, i at han kommer i problemer: Fødder limer sig fast til gulvet, mens resten af kroppen fortsætter sammen med rollatoren, uden Niels formår at bremse den. Faldet synes uundgåeligt, men på mirakuløs vis har Niels gang på gang klaret situationen.

En dag da Niels skal ind i fysioterapien, har han store problemer med at passere døråbningen, og går i stå lige udenfor den åbne dør. Der står han, og ser ind i rummet, mens han febrilsk "prøver at få benene til at lystre". Jeg går hen til Niels, beder ham om at slappe af og derefter at tælle højt 1-2-3-4, 1-2-3-4 og gå i takt til rytmen. Niels fanger idéen, og gulvlimen løsner sig med det samme, og han går ubesværet ind. På den anden side af døren analyserer han måbende sin egen præstation, og man kan se, at nu er han for alvor interesseret. Hvad var det, der skete her? Han vender rundt, går igen tællende gennem døren - uden problemer.

Nu skal der findes andre udfordringer, og sammen trasker vi centret tyndt. Farveskift, nye rum, retningsændringer har ikke længere en negativ indflydelse på gangrytmen, når han blot for lov til at tale sin gangrytme. Niels er jo ikke gammel spillemand for ingenting, så to dage senere, da han igen skal til holdtræning, kommer han let og sikker gående ind gennem døren til fysioterapien - syngende. "Det er ikke så kedeligt som at tælle", siger han med et glimt i øjet.

En god oplevelse for Niels, som mange terapeuter kan nikke genkendende til, men hvad er det egentlige problem for Niels? Og hvorfor løses problemet ved at tælle eller synge? Hvad er det for et rytmisk sammenhæng, vi her er vidne til? Hvad er kroppens musik, og hvordan virker den?

Denne artikel uddyber forholdet mellem bevægelse, rytme og musik. Med en større forståelse herfor kan fysioterapeuter bruge rytme som et arbejdsredskab, ikke blot til at analyserer bevægelsernes kvalitet, men også til at støtte og bedre bevægelsesrytmen hos patienter i en genoptrænings- eller, om man vil, motorisk genlæringsfase.

"Kairos" stod der med store bogstaver hugget ind i en stensøjle ved indgangen til den oldgræske olympiade. Det betyder "det rette øjeblik", som man kan udnytte eller miste. For grækerne havde begrebet både en fysisk og mental dimension og det skulle minde atleterne om at være på det rigtige sted på det i rigtige tidspunkt på den rigtige måde, Med den fysiske indgangsvinkel er der tale om kvalitet i bevægelser, som vi i dag vel kalder for timing.

Det er en kvalitet, der også er central i det fysioterapeutiske arbejde, for i den motoriske genoptræning drejer det sig ikke alene om læring - eller genlæring af bevægelseshandlinger, men også om måden hvorpå patienten bevæger sig.

Bevægelser har flere kvalitative elementer kraftfuld, udtryksfuld, let og smidig er blot nogle af de beskrivelser, fysioterapeuter bruger for at identificere patientens bevægekvalitet, f.eks. under gangen.

Rytmen i bevægelser må dog anses for fundamental, for det er den, der giver den vigtige koordinerende kvalitet. Derfor er der i den kvalitative del af fysioterapiens bevægelsesanalyse opmærksomhed på bevægelsesrytmer, men kroppens rytmer lader sig imidlertid ikke sådan indfange af vinkelmålere eller akseplaner. Det er svært at få nedfældet en konsensus i faget om, "hvor meget" og "hvordan" rytmen skal ligge i bevægelserne, før patient og terapeut er tilfredse.

Endvidere peger Movement Science- og den nye forståelse af menneskets motorik på, at terapeutens "facitliste" over korrekte bevægelser er ophævet, fordi bevægelser er individuelle, unikke og i høj grad afhængige af den kontekst, de foregår i. Med andre ord, er der ikke længere en rigtig måde at rejse sig fra stolen på, men derimod en mere eller mindre hensigtsmæssig måde, set ud fra et biomekanisk synspunkt. Bevægelses-rytmer har tilmed kulturelle særpræg (f.eks. Skandinavien kontra Afrika), hvilket gør det endnu sværere at lave en fælles målestok.

At skulle beskrive kvaliteten i bevægelser, handler derfor dybest set om at skulle definere et kropsligt udtryk: Patienten kan gå op ad trappen kaste en bold, men hvornår er bevægelsen naturlig for netop den enkelte patient og hvornår er det pænt at se på? Og hvad menes der egentlig, når vi siger naturlig og pæn? På trods af disse definitoriske svagheder, har den enkelte fysioterapeut som regel et godt øje for, hvornår "den er der", men, som antydet, handler det om en tavs, kropslig og overvejende intuitiv kundskab, der er svær at sætte ord på.

Den norske fysioterapeut Siri Moe giver i sine udmærkede artikler "Rytme som analytisk redskab i bevægelsesanalyse" og "Bevægelser i kvindearbejde" (Danske Fysioterapeuter nr. 2, 1998) sit bud Få, hvordan bevægelsesrytmen nærmere kan defineres. Ud fra studier af filetarbejdere har hun udviklet forskellige rytme elementer, der knytter sig til den kvalitative analyse af bevægelser. De centrale elementer i Moes analyse er:

• Struktur.
• Spændingsvariation.
• Overgange mellem bevægelser.

Hertil knyttes nogle karakteristika, som vurderes enten at være rytmiske (dvs. regelmæssige/noget varierede, fri, flydende) eller urytmisk (dvs. uregelmæssige, anspændte, stykket op). Endvidere inddrager Moe vurderingen af bevægelseshastighed, forholdet mellem kropsdele samt forbindelsen mellem krop, instrument og objekt.

For at forstå rytmebegrebet i bevægelser kan det være en fordel at bruge analogier, og Moe tager - ikke overraskende - afsæt i musikkens verden. I musik teorien har man nemlig helt klart definerede begreber angående rytme. De to artikler drejer sig om analyse af bevægelser, men de giver ikke svar på, hvorfor og hvordan man kan bruge rytme elementerne i den motoriske træning. Det er imidlertid en vigtig viden for fysioterapeuter: Patienten kan godt gå, men der er kvalitative mangler; hvordan kan terapeuten stimulere til en bedre koordination og timing i bevægelserne?

En af musikkens vigtigste bestanddele er rytme. Den giver musikken karakter og binder de forskellige musikalske elementer sammen, så de opleves som en helhed. De gamle grækere talte om rhytmós, når de skulle betegne noget, der havde et flydende forløb. Men der er en "form" i det flydende, hvilket f eks. i musik skaber følelsen af regelmæssighed, forudsigelighed og harmonisk sammenhæng. Denne ofte intuitive fornemmelse har rod i accentueringen af musikken, hvilket vil sige vekslende tryk eller styrke.

Det er rytmen, der giver musik dens karakter, I det musikalske nomenklatur møder vi de tekniske udtryk march, vals, swing, rock, bossanova, samba m.fl., som karakteriserer hvordan og med hvilken styrke, de forskellige slag skal komme i takten. March har en skarp og præcis karakter, hvor rytmen (1-2, 1-2, ...) er let at finde og perfekt at gå til. Sambaen er derimod helt anderledes livlig, og mange danskere har stort besvær med at få det stive bækken til at følge den sprællevende rytme. Et synligt bevis for kulturens indflydelse på bevægelseskompetencen.

Fornemmelsen for rytme er trods udtalte forskelle i alle mennesker fra fødslen. Hjertets pulsering, moderens vuggende gang, tale og sang, skaber allerede i fostertilværelsen fornemmelsen af spænding og afspænding. Rytme er derfor noget, der bogstaveligt talt er inkarneret i os fra første åndedrag. Rytme betoner musikken i og omkring os. Det er ikke et selvstændig fænomen, men derimod et princip der bygger på en tidsmæssig organisation, som vi finder mange steder i vort liv, lige fra den enkelte celles stofskifte, havets årstidens vekslen eller i vores bevægelser. Foreløbig er det vigtig at konkludere, at:

Rytmeorganiserer dele til helheder, så man kan opfatte sammenhænge, Rytme skaber enhed i mangfoldigheden.

Med dette in mente uddybes sammenhængen mellem to forskellige former for rytme. Rytmen i musik og rytmen i bevægelser. Her har den sidste speciel interesse for fysioterapeuter, man kan ikke tale om den ene uden at medtage den anden. Kropsrytmen med bevægelseselementerne, og med de musikalske elementer er ganske vist organiseret forskelligt, men de kan være ens i den udstrækning, de har det samme rytmiske indhold. Det kan f.eks. handle om at gå i takt til et musikstykke. Teknisk set taler man om isomorfi, hvilket betyder den samme form (iso = ens; morf = form). Det indebærer, at i den udstrækning der er lighed i relation eller struktur mellem de to organisationer er der mulighed for en overføring fra den ene til den anden (Fredens, 1993). Dette leder frem til den næste vigtige konklusion:

Det er ligheden i struktur musik og bevægelser, der gør, at vi uden problemer kan overføre elementer fra musikkens til kroppens verden og omvendt.

Forholdet til rytme gives mennesket på kroppens præmisser og findes som tavs viden. Senere fremtræder de tætte bånd mellem musik og krop også i sproget. Vi kan netop bruge de samme kvalitative udtryk, hvad enten det drejer sig om musik eller bevægelser, f.eks. tung (heavy), flydende, harmonisk, anspændt, brudt, rytmisk eller urytmisk. Taler vi om musik eller bevægelser? Eller måske begge dele på en gang, for betegnelserne har mening og betydning i begge sammenhænge.

Hvilke rytmiske elementer ligger der i bevægelser og deres koordination. Er en bevægelse kun rytmisk, når den gentager sig selv, eller findes der også en rytme i varierede bevægelser?

Overordnet set kan koordination defineres som "evnen til at samordne kroppens bevægelser i forhold til hinanden og i forhold til omgivelserne" (Gjerset, 1995). Der er mange forhold, der påvirker koordinationen lige fra det fysiologiske (perceptionsapparatet) og balancesansen til det mere kognitive og psykologiske (motivation, følelser, intentionen med bevægelsen).

Det er let at se, når koordinationen svigter: Timingen ryger, og jongløren taber sin tallerken, eller patienten snubler op ad trappen. Mere skjult er koordinationen, når den fungerer for så lykkes tingene, og derfor forsvinder opmærksomheden på den. Når vi er optaget af elegante bevægelseskunstnere inden for f eks. sport, cirkus eller ballet, bruger vi kvalitative ord (jfr. forrige afsnit for at beskrive deres motoriske og ekspressive færdigheder. Et af de elementer der gør, at bevægelserne får et smukt æstetisk Udtryk, er, at de foregår uanstrengt i et frit og naturligt flow. Man fornemmer sikkerhed og god bevægelsesøkonomi. Flowet i bevægelserne er først og fremmest betinget af en god koordination, men bag dette ligger en sikker rytmefornemmelse, fordi rytme kan "forudgribe"

Den koordinative og rytmiske betydning i begge bevægelsestyper er imidlertid den samme: bevægelsens kvalitet ligger i, at den enkelte fase frit og utvungen optræder:

• på det rigtige sted
• på det rigtige tidspunkt
• og med deri rigtige kraft.

Med andre ord: "Kairos" Og helt i overensstemmelse med Aristoteles' gamle "kairologi", læren om timing, læres dette gennem træning og erfaring.

Når det motoriske output lykkes, skyldes det en succesfuld samordning mellem intention, krop og omgivelser. Om mennesker, der mestrer denne samordning i motorisk udfordrende aktiviteter, siger vi, at de har et godt boldøje eller en god timing, men mere interessant for denne artikel, bruges også udtrykket "en smuk krops-kinæstetiske melodi". Her dukker isomorfien op mellemkrop og musik igen.

Et eksempel: Nicklas på 9½år var endelig ved at finde den motoriske idé i badmintonspillets hopsmash. Efter det tredje vellykkede forsøg i træk, råber han spontant (og triumferende) i badmintonhallen: "Nu har jeg fået rytmen ind" Tilløb - hop - smash; det er rytmefornemmelsen der binder sekvensen sammen til en helhed og bringer et flow ind i bevægelserne. Det var det rytmiske element, der gjorde, at det lykkedes, og at det føltes rigtigt.

Mange fysioterapeuter bruger rytmisk auditiv stimulation i genoptræningen af patienter med bevægelseshandicap. At tælle bruge kommandoer, eventuelt sammen med musik, hører til dagligdagen af den enkle årsag, at del er et effektivt terapeutisk redskab, der hjælper patienterne.

Den positive effekt til forskellige patientgrupper dokumenteres af adskillige undersøgelser. Eksempelvis har forskeren Michael H Thaut (Thaut et al. 1993) undersøgt gangfunktionen hos 10 apopleksipatienter med henholdsvis højre- og venstresidige pareser. Der blev spillet et stykke rytmisk klassisk renæssancemusik i -4/4-takt med en kraftig accentuering på 1. og 3. slag i hver takt, mens patienterne gik (I - 2 - 3 - 4, 1 - 2 - 3 - 4). Resultatet viste, at de 10 patienter i forhold til kontrolgruppen. Alle fik en kvalitativ bedre gang, hvor der bl.a. måltes standfase på det paretiske ben og mere symmetrisk skridtlængde. EMG-målinger kunne afsløre et mere ens mønster i m. gastrocnernius. Eliteidrætten bruger også rytme i indlæringsfasen til f.eks. tennis, højdespring eller længdespring. Hvis man på video oversætter en atlets bevægerytme til trommerytme, og spiller båndet for mindre øvede i samme disciplin, lærer de bevægelsesmønstret betydeligt hurtigere end ved deri sædvanlige træning (Fredens m.fl. 1995). Det kan sammenfattes, at øret har stor betydning for motorikken, men forklaringen på den præcise audio-motoriske forbindelse er stadig mangelfuld. Man har endnu ikke klarlagt, hvilken rolle og samordning der er mellem de perceptuelle, psykologiske og neuroanatomiske områder, når vi hører musik. Erfaringer fra det kliniske arbejde samt empiriske forsøg viser imidlertid, at det tilsyneladende ligger indbygget i mennesket, at vi ubevidst søger mod synkronicitet og harmoni. Hvis patienten ikke lukker af for musikken, vil han også søge at tilpasse sig musikkens rytme i den motoriske genoptræning (Thybo, 1996, 1999).

Rytmisk auditiv stimulation er et effektivt terapeutisk redskab i genoptræningen af patienter med bevægelsesforstyrrelser. Argumentationen er følgende:

Kildehenvisning

Broberg, Charlotte, Peter Thybo m.fl.: Musik i det fysioterapeutiske arbejde", Danske Fysioterapeuter, nr. 18,4 - 10;1996

Fredens, Kjeld: Bevægelse, musikalitet og rytme, Specialundervisning (red. af M. Hansen og P.E. Paagaard), Gyldendal, København, 2. Udgave, 1993.

Fredens, Kjeld, m.fl.: Det musikpædagogiske arbejdsgrundlag, Projekt ombarnets tidlige musikalske udvikling, 1995.

Fredens, Kirsten og Kjeld Fredens: Musikalsk Odyssé, Folkeskolens Musiklærerforening, 1991,

Fredens, Kirsten og Kjeld Fredens: Ki Yo Wah- Indianerlegender. Om musikkens krop og kroppens musik, Folkeskolens Musiklærerforening, 1993.

Gjerset, Asbjørn (red.): Idrættens træningslære, GEC Gad, 1995.

Thaut, H. Michael et al: of rhythmic auditory cuing on temporal stride parameters and EMG patterns in hemiparetic gait of stroke patients, Journal of Neurologic Rehabilitation, vol. 7, no. 1, 1993; 9 - 16.

Moe, Siri: Rytme og arbejd - rytmebegrebet som analytisk redskab, Hovedfagsopgave, Oslo, Norges Idrættshøgskola, 1994.

Moe, Siri: Rytme som analytisk redskab i bevægelsesanalyse, Danske Fysioterapeuter, nr. 2, s. 4 - 9; 1998.

Storr, Anthony: Music and the Mind Free Press, New York, 1992.

Thybo, Peter: Hvorfor bruge musik i fysioterapi, Danske Fysioterapeuters Geronto Geriatrisk Nyhedsbrev nr. 1, 5 - 12; 1999

Thybo, Peter: Kroppen i livet og livet i kroppen, Danske Fysioterapeuter nr. 21, 4 - 9; 1996.

Summary

In motorlearning the object is to reach through precise adapted movements. The quality of movements is on your co-ordination, which that intention, body, must be co-operated. This inter-action with the "outside world" is based on the elements: power, linie, space, and surroundings rythmis the factor that links together in a functional whole.

In the article the author seeks to define what co-ordination of movements. lt is argued that behind the successfully co- ordinatet movement lies rhythm. It is also explained why the physiotherapist during the patient's motor rehabilitaton may find a rhythmic auditive stimulation (for instance: counting, clapping, using rhythmic beneficiary for the practice in order to support his rhythm of and consequently his coordination of movement.

That rhythmic auditive stimulation has an effect at all, is owed to the likeness between the structure of music and of movement, which in turn opens tip for the opportunity of transferring relational information from the rhytm of music to that of the body. Accordingly, the quality of acquires an artistic dimension.

Key words: Rhytm, Movement, Co-ordination, Movement Science, Physiotherapy