Sanserne:

Når vi arbejder med sanseintegration, er det vigtigt at tænke helt ned til rødderne af vores sanser og se på, hvilke sanser, der starter samarbejdet tidligst i udviklingen, samt tænke på, om de tilhører de vigtigste sanser eller de supplerende sanser.

Kognitiv træning foregår på et meget højt niveau i hjernen (Blok 2 og 3), og hvis hjernen ikke er gjort tilstrækkelig parat, eller sagt på en anden måde vækket-, vil stimuli ikke modtages og bearbejdes relevant. Det vi "ser" kaldes fejlagtigt den umotiverede patient, der ikke kan samarbejde, og derfor vil mange af de mest skadede patienter blive fra prioriteter til genoptræning. Jeg har oplevet mange af den slags patienter, og det var min motivation for at lære at bruge Sanse Integrationsprincipperne i voksenbehandlingen af hjerneskadede. Gennem S.I. fandt jeg mange løsninger, jeg ikke kunne finde i andre koncepter.

Der er et andet koncept, der indeholder mange af de samme komponenter nemlig Affolter konceptet. I Affolterkonceptet benyttes overvejende Tactile og Kinæstetiske informationer. Den proprioceptive og den vestibulære sans omtales ikke særskilt, men kombinationen af bevægelsen og retningen beskrives som Kinæstetisk information. Dette er ligeledes et meget virkningsfuldt koncept til behandling af voksne hjerneskader. Både Felicie Affolter og Jean Ayres har brugt Luria og Piaget som grundstammen til deres koncepter.

PROPRIO betyder sig selv, og Proprioception er kroppens egenopfattelse. Den registrerer kroppens indbyrdes position og bevægelse i forhold til tyngdekraften og samarbejder med den vestibulære sans, så kroppen kan føle bevægelsen. Den registrerer også musklernes udstrækning, leddenes stilling, og om de er bøjet eller strakt.

De terapeutiske tiltag vi udfører på patientens krop, hedder Approximation, når vi presser leddene mod hinanden, og det virker organiserende og beroligende på Centralnervesystemet. Kroppen får på denne måde stabilitet hvorimod kroppen får mobilitet når vi trækker leddene fra hinanden, hvilket kaldes Traction.

Hvis det proprioceptive system ikke fungerer tilstrækkeligt må hjernen kompensere ved hjælp af synet, hvilket kræver mere opmærksomhed.

Den Tactile sans registrerer på to måder:

1. Den Beskyttende / forsvarende måde = Overlevelse - Frygt, flugt eller kamp. Det er det tidligste system og det foregår på det ubevidste plan i hjernestammen.

    

2. Den diskriminerende/ vurderende måde der bruges til oplevelse = Udviklingsans Her er sansebearbejdelsen mere bevidst. Efter at skrækken over det ukendte har fortaget sig, vil den raske hjerne være nysgerrig, og iværksætte undersøgelse af genstanden. Den hjerneskadede, der i starten reagerer med skræk, hjælpes til at genkende gennem guiding , hvor vi hjælper patienten til genkendelse af tactile stimuli.

Hvis der er ubalance i de to systemer giver det " tactil skyhed" der er en tilstand hvor personen har svært ved at tolerere berøring.

Ved let berøring aktiveres det beskyttende system. Ved fast berøring aktiveres det diskriminerende system. Mange hjerneskadede der har problemer med genkendelse på det bevidste plan reagerer med det beskyttende system og trækker hænderne til sig. Kan ikke klare berøringen af ting, fordi de kan virke skræmmende. Når vi hjælper patienten til at sanse gennem berøring hjælper vi det diskriminerende system. Derfor er det vigtigt at hjælpe den hjerneskadede i kontakt med dagligdags ting i en naturlig sammenhæng så det bliver meningsfuldt.

 

Den Vestibulære sans / ligevægtssansen registrerer muskelspænding/ tonus, tyngdekraftens påvirkning, retningen op / ned/,frem/ tilbage, fra side til side. Den registrerer ændring i hastighed samt omdrejninger. Når der er problemer kan den virke overreagerende, hvilket opfattes som svimmelhed og balance usikkerhed eller den kan virke underreagerende, så patienten ikke registrerer eller reagerer på stillingsskift. Patienter med høreproblemer får ofte også balanceproblemer, da det er den samme hjernenerve, der videregiver både høre og balanceindtryk.

Den visuelle sans, synssansen registrerer lys / mørke-farver -konturer. Synet registrerer bevidsthed om omgivelserne og bevidsthed om tings placering i omgivelser. Vi ser med øjnene, men bearbejdningen, af det vi ser, sker i baghovedet. Vi kan sammenligne synsopfattelsen med fjernsynet: øjet er parabolantennen, og nakkelappen er som fjernsynsskærmen.

Ved aldring nedsættes synet og skarphed aftager. De blå og grønne nuancer forsvinder først.

 

Den auditive sans, høresansen, registrerer lydbølger, og modtagecentralen ligger i det indre øre

Det er sjældent, at høresansen nedsættes ved skade, men opfattelsen kan ofte forvrænges og støj overfølsomhed er et hyppigt symptom ved hjerneskade.

Auditive problemer er ofte sammenhængende med vestibulære problemer.

 

Den olfactoriske sans, lugtesansen registrerer dufte, lugte, og er vigtig for smagsoplevelsen.

Sansen kan ikke " slukkes"; impulserne går direkte ind til det limbiske system, hvor der er adgang til de dybereliggende hukommelsesspor og ind til følelseshjernen. Modtagerne er beliggende i slimhinden i øverste del af næsehulen. Stimuli til Olfactorius skaber hurtig arousal( passende opmærksomhed) og det er den eneste sans der ikke skal passere den store hjernekerne, Thalamus. Lugteimpulser kommer ikke op på det bevidste plan, så vi kan ikke beskrive en duft uden samtidig at inddrage et billede eller en lyd. Lugteindtryk tilpasser sig - adapterer på få sekunder, så det er ikke aromaterapi, vi ønsker, men relevante lugteindtryk, der indgår i en meningsfuld sammenhæng.

Den gustatoriske sans, smagssansen registrerer kun fore ting: sødt , surt, salt og bittert. Alle andre smagsoplevelser skyldes lugtesansens indblanding. Modtagelsen sker på tungen i smagsløgene

Ved aldring bevares opfattelsen af det søde længst, hvilket forklarer hvorfor desserten er så vigtig.

Sanse Integration foregår mange steder i hjernen hos den færdigudviklede voksne hjerne, men den starter på hjernestammeniveau hvor stimuli bliver sorteret uden at hjernen er bevidst om det.

Ved skader på blok 1 vil der ofte være bevidsthedsforstyrrelser, fordi centeret for vågenhed er sat ud af drift. Tidligere gjorde man ikke det store væsen ud af at stimulere personen i coma, hvilket vi i dag heldigvis er klar over er en tvingende nødvendighed. Hjernen vil ikke altid vågne af sig selv, så vi skal hjælpe lidt. Naturligvis skal den akutte pt. have absolut ro, men når skaden har stabiliseret sig, kan vi skubbe i den rigtige retning.

Under opvågningsfasen, der kan strække sig over uger og måneder, er det almindeligt at der veksles mellem forskellige niveauer:

På laveste niveau af vågenhed ser vi ingen reaktion og vi taler om dyb koma.

På næste niveau ses simpel generel respons, som f.eks at afværge ved smertepåvirkning.

På tredje niveau ses lokalt begrænset respons som f.eks at reagere med hoveddrejning, dreje efter lyd, lys. Reagere på håndtryk.

På fjerde niveau, hvor personen er begyndende vågen ser vi ofte motorisk uro, personen er forvirret og urolig og kan opleve sansebedrag - hallucinationer.

På det femte niveau er der hyppigst konfusion - forvirringstilstand, da hjernen endnu ikke er vågen

nok til at bearbejde de indkomne stimuli. Sanserne fungerer, men samordningen er forvrænget og set udefra kan det ligne en psykotisk tilstand. Det er dog sjældent en god ide, at behandle tilstanden med nervemedicin, da dette ofte også har en sløvende effekt.

På sjette niveau er konfusionen i aftagende, men kommer ofte i perioder, hvor personen er udtrættet. Kan i perioder ind imellem virke samlet og relevant.

På syvende niveau reagerer personen relevant, men på en automatisk, nærmest mekanisk måde. F.eks åbner munden når der tilbydes mad, strækker armen frem når blusen berører armen, men personen er endnu ikke vågen nok til at kunne handle relevant på egen hånd.

Først på det øverste plan - det ottende niveau - reagerer hjernen målrettet og relevant på situationen.

Vi skal som terapeuter være parate til at tilbyde den rette mængde stimuli, og vores krav skal afpasset til det vågenhedsniveau, der i øjeblikket er fremherskende, vel vidende at personen inden for timer kan veksle mellem flere niveauer.

Det vigtigste i den første fase er at sørge for god lejring, så fysiske skader minimeres.

Her er Bobath og Affolterkoncepterne meget vigtige. Da uhensigtsmæssige bevægelser skal hæmmes og fejlstillinger forebygges. Valg af sideleje og maveleje bør så vidt muligt foretrækkes, da det er stillinger, der minimerer udvikling af spasticitet. At kroppen mærker fast information, er vigtig, så undgå vandmadras, og tilbyd faste skumblokke til afgrænsning, da puder ofte er for diffuse. Tidlig stimulering af ansigt og mund er ligeledes vigtig hvilket beskrives i Coombes konceptet. Tilsammen kaldes de tre koncepter ABC koncepterne.

Den sansestimulation vi skal yde har til hensigt at vække, men uden at provokere angst. De pårørende, der ofte er tæt på personen i mange timer, er meget centrale nøglepersoner. De bør informeres om vigtigheden af at undgå sensorisk deprivation, så sanserne skal stimuleres som en slags foder til hjernestammen.

Den første sans, der reagerer er høresansen, der godt kan være aktiv i uger før vi ser andet respons, så vær opmærksom på hvad der siges. Stille musik er godt, dog er det også vigtigt, at der er perioder med total hvile og en walkman, der er tændt konstant, kan sammenlignes med psykisk tortur. Ved valg af musik kan instrumentalmusik med struktur anbefales, og gerne musik der har en rytme som hjerterytmen. Undgå meditationsmusik uden struktur, da det virker udflydende, og personen i koma har behov for struktur.

Lugtesansen er ligeledes tidligt reagerende og går direkte ind til de centrale hukommelseslagre, så brug velkendte dufte, og helst i en meningsfuld sammenhæng, som deodoranten ved daglig hygiejne, dufte fra indkomne blomster, eller den pårørendes kaffekop.

Berøring kan vække, når den gives let, og kan berolige, når den gives fast med håndtryk.

Den passive bevægelse af alle lemmer, der kan forebygge fejlstillinger, skal indgå i en naturlig sammenhæng, og der skal tages hensyn til specielt den lammede arm, så dette bør udføres af terapeuter, for at undgå skulderskader.

Når personen begynder at vågne, kan vi give stimuli, der opfordrer til samarbejde, men kun med enkeltopfordringer som f.eks. -"nik med hovedet" -"klem mig i hånden". Vi kan her begynde at give enkel stimuli med orientering i tid, sted og egen person, også selvom der ikke kommer noget svar. Vær opmærksom på at undgå overstimulering. Jeg har gentagne gange fået fortalt, at årsagen til at personen vågnede, var at han kunne mærke den pårørendes tilstedeværelse.

I den periode, hvor personen bliver mere vågen, og der ofte er konfusion, er det vigtigt, at vi sørger for at minimere antallet af personale. Helst få faste nøglepersoner. Rutiner som samme tid, sted og metode er medvirkende til at få mere orden i kaos, og vi må forsøge at undgå for mange distraherende faktorer. Ved vredesreaktioner, så skift til et andet stimuli, for ofte er koncentrationsevnen nede på få sekunder, så argumentation er nytteløs, da hukommelsen ofte er dårlig. Sørg for at der på stuen er et stort ur og kalender og gentag ofte tid og sted. Giv opfordring til at tale ved bl.a. at skulle benævne genstande i hånd. Forståelsen bedres når det indgår i en konkret sammenhæng under daglige aktiviteter. De halluciantionslignende tilstande, der skyldes manglende bearbejdning af sanseindtryk, kan bedres ved, at vi hjælper hjernen med at vågne, og denne behandling har ingen bivirkninger.

Igennem alle faserne gælder det om at skabe struktur, regelmæssighed,og indlæring gennem gentagelser. Undlad kritik og giv ros på relevante steder. Da der ofte er behandlingsmodstand fordi forståelsen midlertidigt er sat ud af drift, er det vigtigt at vi bevarer roen og er meget bevidste om eget nonverbale sprog. Der er ikke noget som irritation, der i den grad smitter. Prøv at vende vrede situationer til noget positivt, da det er fremmende for helbredelsen.

Først når vi når op på de øverste trin af vågenhedskalaen vil vi kunne bruge tre-trins opfordringer som "tag vaskekluden og vask ansigtet".

Guiding af ADL, hvor hænderne hjælpes i kontakt med de relevante ting, er det mest brugbare til at genindlære færdigheder, da sprog ofte er et for højt niveau.

Succeser er vigtige, så lav overkommelige delmål og hjælp med resten.

For at hjernen kan modtage relevante stimuli skal der være den rette arousal- vågenhed.

Arousal kan stimuleres fra hjernestammen ved at give sansestimuli til hjernenerverne.f.eks berøring, stillingsskift, musikog dufte.   Når hjernestammen er blevet fodret hjælpes impulserne videre til mellemhjernen der er følelseshjernen og lillehjernen der korrigerer musklerne. Passive eller aktive store bevægelser bevægelser virker fremmende på denne proces.   I de primære og sekundære zoner opfattes og skelnes sanseoplevelserne hvilket er forudsætningen for at kunne vælge den rigtige praksis, f.eks skelne varme/ kulde hårdt/blødt, eller skelne figurer og farver.   Helt oppe på cortex sker de kognitive processer som tænkning og problemløsning. Det kræver at hjernen er parat for at så svære processer, som at kunne udføre handlinger på opfordring, kan lykkes.   Efter endt behandling skal personen hjælpes til at sænke arousal, så der kommer ro og afslapning, f.eks at sidde i gyngestol og lytte til rolig musik.

Vi skal finde og møde patienten der, hvor han er og starte derfra. Nogen patienter med et alt for højt niveau der er urolige og konfuse, skal behandlingen starte ved punkt 5.

Ændring af vågenhedstilstanden så den rette arousal er til stede. For den " sløve"patient kan vi vække, ved at gøre siddestillingen så opret som muligt, og ved at give så let støtte som muligt.

Der kan benyttes lugte stimulation i form af kaffe, vinnegar, eucalyptus eller hvidløg.

Den lette berøring vækker også. Så enkle midler som en fjer, eller et let strejf kan gøre det. Til høresansen bruges livlig musik med skift i rytme,og vestibulær stimulation gennem bevægelser af hovedet, hvor bevægelserne skal være af arytmisk karakter, sidelæns vippe på vippebrædt. Det kan også være en hurtig tur med kørestolen, og evt. ud i den friske luft. Obs. ændring i arousal giver også ændring i muskeltonus, så brug også Affolter og Bobath, da det ikke giver nogen mening at gøre patienten " stiv af skræk". Det kan lade sig gøre at give patienten tilstrækkelig sikkerhed til kroppen samtidig med at vågenheden øges.

For den patient, der har for meget uro til at kunne koncentrere sig, bør vi starte med at sænke Arousal, og siddestilling kan ændres til hvilestol. Berøringen gives i form af fast berøring eller børstebehandling, ligesom et tungt tæppe eller en kugledyne kan være effektive.

Neutral varme holder på kropsvarmen og virker beroligende ligesom stille musik i et ens tempo og med bløde overgange.

Vestibulærsansen kan virke hæmmende ved langsomme rytmiske bevægelser, gyngestol, gynge, eller hængekøje hvor kroppen ligger på tværs. Vi har gentagne gange oplevet, at patienter, der ikke har lyst til noget andet, har meget lyst til at besøge hængekøjen og gerne flere gange om dagen. Selv om hukommelsen synes så svækket at patienten ikke husker andre former for træning, så opsøges hængekøjen, så snart ergoterapien er åben, hvilket jeg tager som et tegn på at den pågældende virkelig har behov for denne stimulation.

Bevægelse ændrer vores humør og omvendt. Det ses tydeligt udenpå hvordan man har det indeni, og de to ting påvirker gensidigt hinanden. På engelsk ser vi tydeligt sammenfaldet mellem MOTION og EMOTION. På dansk taler vi om at blive berørt eller at blive bevæget, når noget påvirker vores følelser, og vi kan gensidigt påvirke følelserne, ved at bruge bevægelse som middel.

Jeg bruger ofte dans, musik og sang som en metode til at ændre på humøret, og det slår sjældent fejl. Jeg har mange erfaringer med " aggressive" patienter, der i stedet for beroligende medicin har haft stor gavn af sanseintegration, for vi skal huske at aggression, hos den hjerneskadede, er et tegn på afmagt. Og egentlig kan vi oversætte aggression til på vej imod og det er mere positivt end apati.

Øget iltoptaglese og større blodgennemstrømning i hjernen.

Udgangstillingen med brystkassen frem og skuldrene tilbage giver en bedre iltoptagelse, og mange af de svært skadede patienter har behov for at få aktiveret brystkassen for at øge respirationen, og specielt at få hjælp til udåndingen. De har ofte en meget lille respiration udført af mellemgulvsmuskelen -Diagfragma. Den bliver ikke ramt af lammelse og den trækker ribbenskassen frem og op, så vores terapeutiske hænder skal hjælpe de nederst ribben ind og ned.

Hvis patienten kan bevæge sig selv skal vi gennem aktivitet opfordre til at løfte armene, for at øge iltoptagelsen og dermed øge blodgennemstrømningen til hjernen.

Motivation kommer gennem sansning og bevægelse, og mange hjerneskadede patienter, der ikke selv kan bevæge sig, og derigennem få sanseindtryk, har derfor ikke forudsætning for at være motiveret. Der er et godt ordspil der hedder " du skal ikke spørge - du skal gøre" for mange afviser tilbuddet om bevægelse, fordi det er for uoverskueligt at tage stilling til det, eller fordi der ikke er forståelse for sammenhængen, så i stedet byder jeg op til en lille dans, der næsten altid kalder smilet frem. Kan vi også få en sund latter er det perfekt, for latter er indvendig jogging, og det påvirker stresshormoner og virker helbredende.

Sensorisk deprivation, altså at være frataget sanseindtryk, giver automatisk apati, så passiv bevægelse er bedre end ingen bevægelse. Når sensorisk stimulation kommer først, så følger motivationen ofte.

Det er meget nødvendigt at sanseintegration vækker lystfølelse og er morsom, for det er det der virker udviklende. Og der findes ingen sansning uden bevægelse ligesom bevægelse giver sansning.

Fremme bearbejdning af sanseindtryk ved at give stimulation i tilstrækkelig mængde via hjernenerver til midthjernen. Det skaber mulighed for "processing" der er den rette mængde stimuli der går det rette sted hen. De vigtigste sanseimpulser her er vestibulære og proprioceptivte samt fast berøring gennem det tactile system.

Store bevægelser, hvor hele kroppen aktiveres og specielt nakkemuskulaturen, da hovedbevægelser giver vestibulær information. Aktiviteter som brug af faldskærm, balloner, silkebånd og store elastikker er effektive, ligesom hurtig gang eller siddende dans med dansesnor er brugbart. Forskellige former for "folkedans" enten gående, stående eller siddende er ligeledes gode til dette formål. Ved at anvende dansesnor kan den passive patient også deltage. En sådan dansesnor kan let laves ved at strimle gamle lagner i 15 cm bredde og fingerhækle en snor.

Hver gang jeg nævner disse simple midler bliver mange terapeuter mistænkelige, og siger "men er det ikke barnligt?" og til det kan jeg kun sige, at det gælder om at finde det oprigtige barn i sig selv, hvis man vælger at arbejde med Sanseintegration. Når man som terapeut selv kan virke glad og optaget af aktiviteten smitter det, ligesom det vil smitte hvis terapeuten ikke selv er istand til at lege.

Langvarigt stress fysisk eller psykisk resulterer i ophobning af cortico-steroider, der er kroppens egen form for indre parathed. Dette påvirker produktion af afspændende neurotransmittere, der er stoffer, der hjælper det autonome nervesystem med at slappe af. F.eks. skyldes mange somatiske sygdomme som for højt blodtryk og mavesår at kroppen er i alarmberedskab hele tiden. Sokrates beskrev sammenhængen mellem krop og sjæl, og dette er bevist gennem mange undersøgelser i nyere tid.

Sensorisk Deprivation er en tilstand, der opstår, når hjernen fratages stimuli. Forsøg med raske personer, der er blevet frataget stimuli, viser at selv den normale hjerne reagere med forskellige sygdomstegn, når sanserne ikke fodres med stimuli. De uhyggelige eksempler så vi med billeder fra de rumænske børnehjem, hvor raske børn kom til at virke som udviklingshæmmede, når de var blevet frataget stimuli. De værste form for deprivation er proprioceptiv. Hvis kroppen fratages mulighed for at bevæge sig, kan der opstå psykoselignende tilstande indenfor få døgn hos raske mennesker. Jeg kan godt forstå at der ofte kommer en reaktion hos patienter der er lammede, eller sidder helt stille i en kørestol. Det er vores pligt som fagpersoner at gøre, hvad vi kan for at forebygge yderligere forværring i en skadet hjerne, men stimulationen skal gives meget bevidst og der er vigtigt at vi kan "kontrollere input og læse output". Stimulation er ikke "bare" stimulation og derfor bør den udføres af en ergo eller fysioterapeut der har tilegnet sig denne specielle viden.

Som ergoterapeut synes jeg at det er et uundværligt koncept i behandlingsarbejdet. Det bygger på grundstenene i den ergoterapeutiske fagkerne med aktivitet, leg og læring i dagligdags situationer. For at kunne problemløse, kræver det et intakt sanseapparat, og sammen med patienten udføres aktiviteterne, gradueret af ergoterapeuten, så det ligger lige inden for rækkevidde med lidt hjælp. På dette niveau er læring størst. Konceptet arbejder meget bevidst med emotionelle reaktioner, og at det er tvingende nødvendigt at det skal være sjovt og udfordrende, passer godt til min barnlige sjæl. Dette er også i overensstemmelse med de nyere teorier om kognition, at uden det følelsesmæssige engagement, er der ingen overføringsværdi.

De patienter, jeg overvejende bruger Sanseintegrationsbehandling til, er de hårdest ramte. Dem, der har svære problemer i deres kropsopfattelse og eller svære emotionelle problemer. De har efter min mening kun ringe gavn af Kognitiv træning, da det er et for højt niveau. Store dele af Johnstonekonceptet indeholder elementer fra sanseintegration ligesom jeg ser store sammenfald i Patricia Davies metode til behandling af patienter med midtlinieproblemer.

Træning af daglige aktiviteter- ADL- er en stor del af den ergoterapeutiske fagkerne, og denne træningform kan fint forenes med Sanseintegration. Køkkentræning og træning af vask, bad og påklædning indeholder alle naturlige elementer af stimulation, og når den tilrettelægges, så den hjælper patienten i kontakt med sig selv og sin omverden, bliver kaos efter en hjerneskade igen til et liv i en mere meningsfuld sammenhæng. Netop ved den konkrete træning i den rette kontekst er der størst chance for overføringsværdi.

Birgitte Christensen januar 2000

Tak til Ergoterapeut Hanne Holmer for konstruktiv kritik.

Ordliste:

Valg af behandlingsmetode til den hjerneskadede patient

Ergoterapeut Birgitte Christensen, Ergoterapeuten nr. 4 89

 

Temanummer om Sanse Integration

Ergoterapeut Hanne Holmer, Betty Søgaard, Birgitte Christensen m.fl. Ergoterapeuten nr. 19 89

 

Kugledynen - et hjælpemiddel i psykiatrien

Ergoterapeuterne Pia Christiansen , Else Marie Dalsgaard, Ergoterapeuten 13 94

 

Børstning - Et supplement til S.I. behandling

Ergoterapeuterne Hanne Bundsgaard, Marianne Felsgaard og Susanne Nielsen

Ergoterapeuten nr. 12 92

 

De ømskindede gamle

Sygeplejerske Jessy Hjorth Hansen, Klinisk Sygepleje nr. 1 87

 

Snoezelhuset i Maribo - Sansernes fitness-center

Ergoterapeut Hanne Holmer, Ergoterapeuten nr. 19 1998

 

Sensorisk deprivation

Henrik Steen Andersen, Ugeskrift for læger nr. 21 sept. 1992

 

Det nervøse grundlag for informationsforarbejdning og læring

Kjeld Fredens, Klinisk sygepleje r. 5 okt 89

 

Hvad er motorik - motorikkens betydning for den kognitive udvikling

Kjeld Fredens , Tidsskrift for idræt 3- 87

 

Perceptual processes as prerequestet for complex human behaviour

Dr. Felicie Affolter

 

The recollection of my whole body in my brain

Cheffysioterapeut Karen Nielsen Burgau.Nr. 8 i Artikelsamling fra Strokekongres Kbh 1994

Physiotherapy in stroke management. Churchill Livingstone 1995 ISBN 0-443-05228-x

 

Affolter-Konceptet-Guiding i dagligdags aktiviteter

Ergoterapeuterne Marianne Thelle Nielsen, Annette Kjærsgaard

Ergoterapeuten nr. 9 97

 

Vestibular Stimulation after Head Injury: Effect on Reaction Times and Motor Speech Parameters

Aase Engberg MD. Arch Phys Med Rehabil Vol 70 December 1989

 

Level of Cognitive function Ranchos Los Amigos Hospital, Californien.

Oversat af Mogens Hygum Jensen Danmarks Lærerhæjskole maj 89 rev. Nov. 1994

Sensory Integration . Theory & Practice

Ann Fischer O.T. R. F.A.Davis Company 1991

 

Parachek - Geriatric Rating Scale

Joanne Frazier Parachek, Ph.D. Lorna Jean King OTR

Center for Neurodevelopmental studies 8434 North 39t. Avenue. Phoenix AZ 85051

 

Sensory Integration Inventory for adults with developmental disabilities

Judith E Reisman, Ph.D. OTR, Bonnie Hanschu OTR

PDP Press12015 North July Avenue Hugo Minnesota 55038

 

Sensory Integration - A training Manual for Therapists and teachers for regressed, psykiatric and geriatric pateints gruops.

Mildred Ross OTR Dona Burdick OTR Slack ISBN 0-913590-84-3

 

En splintret verden Alexander Luria , Nyt nordisk forlag ISBN 87-17-06599-2

 

Behandling af Perceptionsforstyrrelser- Affolterkonceptet

Affolter& Bichofberger Munksgaard 1996 , ISBN 87-16-11885-5

 

Skridt for skridt

Patricia M.Davies , Pushersyndromet, FADL s forlag

 

Vejen frem

Patricia M.Davies - Om guiding af den comatøse patient

FADL s forlag , ISBN 87-7749-149-1

 

The Brain and Behaviour. Assessing Cortical Dysfunction through Activities of Daily Living.

Gudrun Arnadottir, Mosby ISBN 0-80

 

Restoration of Normal Movement after Stroke

Margaret Johnstone Churchill Livingstone ISBN 0-443-05247-6

 

Videnskabernes Verden - Mennesket ISBN 187-427-0602-5

 

Følelsernes intelligens, Daniel Goleman , Borgens bogklub, ISBN 87-7895-013-9